DBU: Tv-fodbold handler ikke om kroner og øre

Fodbolddækningen på tv er ok, mener DBUs kommunikationschef Lars Berendt, men den mangler bredde og seriøsitet.
Tine Brødegaard Hansen

Fodbolddækningen på tv er ok, mener DBUs kommunikationschef Lars Berendt, men den mangler bredde og seriøsitet.

Fodbold er den altdominerende vinder, når danskerne følger sport på tv, henholdsvis 37 og 35 pct. af danskerne interesserer sig efter eget udsagn 'meget' eller 'rigtig meget' for de mest populære idrætsgrene fodbold og håndbold, ifølge en rapport fra Idrættens analyseinstitut 'Sport på dansk tv - en analyse af samspillet mellem sport og dansk tv, 1993-2005' af medieanalytiker Martin Hedal.

Men et stort udbud af sport, hænger ikke nødvendigvis sammen med kvalitet i den journalistiske dækning eller bredden i dækningen.

MediaWatch spørger Lars Berendt, om DBU er tilfredse med dækningen af fodbold på tv?

"Vi har svært ved at sige andet end ja. Med den kommercialisering der er sket inden for tv-markedet, er der tale om en afbalancering inden for udbud og efterspørgsel. I og med at TV3 har navnesponsoratet på Viasat Sport Divisionen (1. division, red.), kunne man forvente, at de dækkede mere fra den række, der er den næstbedste. Det ville være mere relevant end at bruge ti minutter i Onside på, at en spiller får overrakt en gratis bil at køre rundt i (som et led i kåringen af månedens spiller i et samarbejde mellem TV3+ og Divisionsforeningen, red.).

Fodbolddækningen på TV 2 og DR er væsentligt mere komprimeret. Vi har andre produkter at tilbyde end landshold og SAS-Liga inden for bredden i vores produktsortiment, og vi kunne ønske en bedre dækning også af kvindefodbold."

Vil I fortsat prioritere at landsholdskampene bliver sendt på TV 2, frem for på en af Viasat-kanalerne for eksempel?

"Vi har prioriteret, at det er en landsdækkende kanal, der skal dække landsholdskampene. Viasat har så meget klubfodbold i stedet, vi er kun glade for at Viasat er interesseret i at transmittere landskampene, der bliver spillet i Danmark, men vi har fundet det hensigtsmæssigt at de sendes på TV 2, så længe TV 2 er så konkurrencedygtige.

Det er ikke et spørgsmål om kroner og ører, det handler om kvaliteten i det produkt tv-stationerne tilbyder. TV3 har været ude med et tilbud, der ville være højere end TV 2's tilbud, men vi ser også på eksponeringen. Vi bringer til hver en tid også den journalistiske kvalitet ind i billedet, pris og kvalitet skal ses i en helhed. Samtidig må vi konstatere, at seertallene er højere på TV 2 end på TV3 til landskampene, når TV3 benytter muligheden for at købe transmissioner i udlandet til udekampe, som vi ikke har rettighederne til. Seertallenes størrelse har en afsmittende virkning på vores sponsormuligheder og bandereklamer.

Når vi kan hjælpe TV 2 med at købe signalet til udekampe gør vi det, for en kamp mod Spanien på Bernabeu, kan være mere interessant end en hjemmekamp mod Liechtenstein. Men vi kan konstatere, at blandt de tv-agenter der videresælger rettigheder til udekampe, sælger nogle af dem for det meste til TV3."

Savner I en bedre journalistisk dækning af fodbold?

"Selvfølgelig vil vi gerne have endnu bedre dækning, vi har produkter, der ligger ud over landsholdet og SAS-Ligaen, men med den programflade der er, er vi også realistiske omkring visningen af fodbold. Den nuværende tv-aftale, hvor der vises highlights på DR og TV 2 er uden tvivl til gavn for fodbolden, og ind i mellem viser de også klip fra topkampe i 1. division."

Hvad kunne en bredere eksponering af fodbold på tv betyde?

"Det ville give et bredere indtryk af, hvordan fodboldniveauet og mulighederne er, udover de 12 steder, hvor der spilles SAS-Liga. Men overordnet og realistisk set kan vi ikke pege meget fingre af tv-stationerne. Jeg kan godt forstå at kampe fra 2. division ikke vises, det ville nok kun være for nørder, men den næstbedste division (1. division) fungerer på en meget professionel måde. Derudover er der kvindefodbold, men rent sportsligt skal der nok større jævnbyrdighed til for 3-F ligaen, kvindernes liga, før man kan give den en større dækning på tv."

Hvilken rolle spiller webtv for DBU?

"Vores primære produkt landsholdet dyrker vi på webtv ved at sende kampene der. Webtv indgår i vores nuværende planer og ambitioner vedrørende landskampe for både U17 og U19 samt kvindelandsholdet, men produktionsomkostningerne ved det indgår i de samlede betragtninger. Kvaliteten er nu så god, at der intet er til hinder for, at det rent teknisk kan lade sig gøre. Nogle af vores pressemøder bliver også webtv-transmitteret, så vi har tanker om at f.eks. lodtrækning til pokalfodbold kunne følges på webtv samt presseinterview efter kampe."

Læs DBUs fakta om tv-rettigheder

Download rapporten 'Sport på dansk tv - en analyse af samspillet mellem sport og dansk tv, 1993-2005'

Fotokredit: Per Kjærbye

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også