Delte meninger om lukning af TV 2 Radio

Hvis TV 2 Radio rammes af sparekniven, bliver det døden for TV 2's vision om at være et moderne mediehus.
Tine Brødegaard Hansen

Så klart lyder dommen fra Finn Kristensen, media director i Mediacom ovenpå afsløringen af TV 2's spareplaner som følge af det skuffende årsregnskab for 2007.

Den vurdering er Flemming Jensen, broadcast director i Mediaedge:cia ikke enig i. En lukning af TV 2 Radio er det oplagte valg, når der skal spares, mener han, men siger:

"Det er en nem løsning for TV 2 at stoppe radioen og holde sig til tv, men med markedsøjne er det (en lukning af TV 2 Radio, red.) endnu en katastrofe for kommerciel radio efter lukningen af Sky Radio. Ser man på Radio 100 FM, har den været en succes lytter og programmæssigt. Alligevel kan de ikke tjene penge. Med en lukning af TV 2 Radio, kan TV 2 dække sig ind under, at de politiske konditioner er forkerte og sende et klart signal til regeringen om at markedsvilkårene skal være mere attraktive."

Med et TV 2-regnskab der blev dårligere end forventet, vigende seertal for hovedkanalen og et ugunstigt annoncemarked er det altså oplagt for TV 2-ledelsen at rette blikket mod den underskudsgivende radiostation. Men en lukning af radioen bliver kritisk for hele TV 2-gruppen mener Finn Kristensen.

"TV 2 kan spare 35-40 pct. ved at lukke TV 2 Radio. Det er en god idé økonomisk, men der er mange gode grunde til at et mediehus som TV 2 også skal have en radiostation. En lukning ville være ærgerligt for TV 2 selv, der gerne vil fremstå som et seriøst mediehus, og trist for radiobranchen som helhed."

Begge mediebureauer peger også på en programmæssigt skuffende forårssæson for hovedkanalen, tab af seerandele til nichekanaler, dog også TV 2's egne, samt årsaftaler der giver TV 2 god grund til at nedjustere forventningerne til annonceindtægterne for 2008.

Merete Eldrup udtrykker ærgrelse over, at I mediebureauer ikke støtter mere op om radioen. Har I ikke en stor del af ansvaret for, at annoncørerne generelt svigter TV 2?

"Jo, det er på vores anbefaling, at annoncørerne bruger penge på TV 2 eller ej. Men vi kan jo ikke anbefale at bruge penge på et medie, der ikke har brugere som tilfældet er med radioen. Det er diskussionen om hønen eller ægget kommer først. Det hjælper ikke vores næste kampagne, at vi om to år måske får noget ud af lægge penge i for eksempel radioen. I øvrigt har radioen fra starten reddet på en positiv bølge, med aftaler lavet på niveauer som lyttertallene ikke kunne leve op til. Havde radioen haft nok lyttertal, så havde de fået pengene ind, så den kritik køber jeg ikke," siger Finn Kristensen.

Merete Eldrup erkender selv at TV 2 er for annoncefølsom, hvad kan de gøre ved det?

"Det kan være svært at gøre noget ved. Både Viasat og SBS kanalerne har indtægter fra kabel og parabol, som er faste penge i banken med reklameindtægterne ved siden af. TV 2 har ikke engang licens eller brugerbetaling, de er afhængige af konjunkturer som styrer mediemarkedets størrelse. De har gjort det rigtige ved at investere i flere tv-kanaler da det gik godt, og de klarer sig fint. Når mediemarkedet går ned, så kommer der fokus på at trimme TV 2, derfor må det helt klart være mere rigtigt for TV 2 at lukke radioen frem for eksempelvis TV 2 News," siger Flemming Jensen.

Finn Kristensen ser ikke åbenlyse løsninger, slet ikke radiolukning.

"Jeg kender ikke hele TV 2's regnskab og hvor de kunne spare bedst. Det nye byggeri koster mange penge, det er nærmest DR nr. 2 de er ude i. Jeg vil ikke anbefale at lukke radioen, ledelsen må se på strukturen og medarbejderstaben og skabe en positiv rytme for TV 2's hovedkanal. Det er meget uheldigt, hvis de ikke får flere seere."

Finn Kristensen opfordrer til at have is i maven og holde fast i noget af ånden fra Per Mikael Jensen.

"TV 2 vil få indtægter på 'kabelfees' og åbne nye tv-stationer. De skal måske investere sig ud af det. Man kan sige at Per Mikael Jensen var på rette spor i den sammenhæng, men TV 2 Radio var måske ikke den rigtig investering på grund af hvad frekvensen koster og indholds-kravene. Men nu har man den, så det ville være ærgerligt at droppe den."

Et vigtigt aspekt er, at radio i modsætning til tv fødes med en stor gæld.

"På tv-siden bliver man født med penge. Lancerer man TV 2 News eller en ny filmkanal og får kanalen ind på YouSee er man via kabelindtægter er man garanteret en masse penge og et antal kr. per måned per husstand en del mio. På radio har man KODA-afgifter, koncessions-afgifter, det giver hurtigt et minus på 40-50 mio. før man tjener penge. Så det økonomisk scenarium er et helt andet, radiomarkedet er bestemt ikke en guldgrube."

Finn Kristensen er helt enig og fremhæver, at den eneste løsning er, at gøre programmerne bedre.

"De profilerede navne er væk nu, det kan være svært at vende billedet med programmer alene. To ting kan gøre det for radioen: værterne og en speciel musikprofil. Særligt det sidste er svært for popmusik dækker de andre kanaler også. Det tyder på, at man har troet, at bare radioen hed noget med TV 2 ville folk stille ind, men radioen styrkes ikke nødvendigvis af at TV 2's tv-kanaler samlet har flest seere."

Fra begge mediebureauer lyder også mere opmuntrende toner, TV 2 er et stærkt brand, og et dårligt år vælter ikke stationen, hvis tendensen vendes.

"I år kommer der OL og fodbold, så i perioder bliver det et godt år for TV 2, men mister de seere over en længere årrække, så har de et dårligere produkt," siger Finn Kristensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også