Spin-krig op til gatekeeper-afgørelse

Spin-krigen om gatekeeper ansøgerne spidser til, 18 dage før nævnet udpeger en vinder, og det er Telenors danske selskab, man er bange for. MediaWatch bringer både spin og svar.
Per Fanefjord Laursen
Spin-krigen om gatekeeper ansøgerne spidser til, 18 dage før nævnet udpeger en vinder, og det er Telenors danske selskab, man er bange for. MediaWatch bringer både spin og svar.

MediaWatchs kontakt med mediemarkedet viser tydeligt, at spin indsatsen retter sig mod Telenors danske ansøgerselskab, DDTV A/S.

Der er flest, der ikke ønsker at den norske gigant oparbejder sig en stærk platform som gatekeeper. Signalerne er, at Telenor er for smarte, frække og en uren ansøger, der næppe kan eller vil leve op til de krav, der stilles, heller ikke konkurrenceuafhængighed - trods det man siger.

Årsagen skal formentlig findes i, at DDTV som gatekeeper repræsenterer den største trussel mod de herskende markedspositioner. DDTVs slagstyrke er den, der frygtes mest, herunder den økonomiske styrke.

Derfor vil danske medie- og tv-aktører gerne påvirke, hvem man får som den nye modstander. En rimelig antagelse er f.eks, at YouSee og andre foretrækker Boxer som aktør.

Det samlede TDC er næppe heller begejstrede ved tanken om, at Telenor styrkes i Danmark, fornemmes det. Det gælder helt generelt, ikke kun på tv-distributionsmarkedet. Ender det med at blive Telenor-selskabet, bliver det svært at forklare over for TDC bestyrelsen, at ledelsen ikke kunne forhindre, at der blev lukket en ubehagelig konkurrent ind - også selvom at politikerne ikke ønskede en dansk aktør.

MediaWatch har bedt bestyrelsesformanden for DDTV, Per Bendix, tage stilling til udvalgte detaljerede og generelle kritikpunkter, søsat af de selskaber, der ikke ønsker at DDTV vinder en central position på tv-markedet.

MediaWatch: Fortolkningen lyder, at det er urealistisk, at DDTV lover 'næsten a la carte' kanalvalg for seerne. I alle fald vil det enkelte tilvalg blive rasende dyrt, hvis DDTVs business plan skal hænge sammen?

Per Bendix: "Forbrugerne efterspørger mere frit valg, men ren a la carte er ikke realistisk i dagens marked. Derfor tilbyder vi en mellemløsning. Vi tror vores model vil fungere, med mange små pakker, som der kan vælges enkelt kanaler til. Det har vi selvfølgelig indarbejdet i vores business plan, og det betyder, at det vil kunne hænge sammen. Prissætningen på at foretage enkeltvalg ligger ikke fast, for den afhænger af, hvad seerne vil betale. En "rasende dyr" pris betyder, at ingen vil købe produktet, og så hænger business planen jo ikke sammen."


MW: I ansøgningen på side 23 skriver DDTV, at seerne f.eks. kan vælge TV3 som ekstra kanal la carte kanal, men DDTV har ingen aftale med TV3. Viasat ønsker ikke at blive udbudt som tilvalgskanaler.

PB: "Det er rigtigt, at DDTV ikke har aftaler med TV3 eller andre kanaludbydere. Det er en bevidst beslutning ikke at have forhåndsaftaler med kanalerne. Vi skriver, at man for eksempel kunne tilvælge TV 2 News, Tv2 Sport og TV3. Det blot et eksempel."


MW: Kritikere peger mere generelt på, at Telenor har en track-rekord, der viser at man i praksis vil få svært ved at opfylde de lovede krav om konkurrence uafhængighed. Telenor er kendt for at optimere brug af indhold på tværs af platforme?


PB: "Vi har været forberedt på, at man i visse kredse ikke ville tro på det, vi siger. DDTV har, som Konkurrencestyrelsen ønsker, givet tilsagn om en lang række forhold, som vi skriver under på. Vi bliver holdt op på, at vi gør det, vi lover. Gør vi ikke, så bliver vi straffet med millionbøder eller ved at vi mister koncessionen. Så det gør vi. Og jeg tror, at Radio- og tv-nævnt vil tro os, når vi giver disse tilsagn."


MW: En konkret indikation er, at SAS Liga- rettighederne blev købt af Telenors mediesektion, ikke det danske selskab. Et andet var at en central Telenor-person i mediesammenhæng, Erik Nord, var med i forberedelserne og i bestyrelsen for DDTV, men så blev trukket ud, og er erstattet af hans medarbejdere. Det samlede signal nærer vel tvivlen?


PB: "Alt hvad DDTV har foretaget sig indtil nu er sket for at stimulere konkurrencen på markedet for tv-sport. Det mærkes allerede. Bare spørg i Wildersgade*) DDTV har købt sportsrettigheder fra DR, men DDTV har ikke rettigheder til SAS Ligaen kampe. Dem skal DDTV 'slås' for, for at få del af i konkurrence med andre platforme."

PB: "Dertil kommer at DDTV har forpligtet sig til at sælge de sportsrettigheder, vi købte af DR videre senest én måned efter, vi vinder gatekeeper-opgaven. Disse rettigheder skal vi så også slås om med andre aktører."

PB: "Det er noget sludder og vrøvl om Erik Nord. I vores ansøgning har jeg helt personligt påtaget mig ansvaret for, at spillereglerne bliver overholdt. Så det bliver de. Erik Nord har ikke været særligt involveret i denne proces. De to medarbejdere fra Telenor, der erstatter ham, har intet at gøre med det danske marked. Og har aldrig haft det. De er med på grund af deres tekniske kompetencer."


MW: Kritikere fremhæver, at vælger man DDTV, så rammes DR og Tv2 på pengepungen, fordi det fællesejede Broadcast Service Danmark vil miste en stor ordre med at vedligeholde sendenettet, når Telenor vil entrere med sit eget selskab, Norkring.


PB: "Selvfølgelig vil BSD blive brugt i opbygningen af det digitale sendenet. Alt andet ville være dumt. BSD vil få en rolle opbygningen, som svarer til BSDs betydelig kompetence. Vi håber, at kombinere BSDs kompetence med Norkrings. Sidstnævnte har nok den mest aktuelle erfaring med denne opgave. I øvrigt ønsker vi tætte relationer og godt samarbejde med både DR og TV2, så vi kommer ikke med en løsning, der ikke tilgodeser økonomien i DR og TV 2."

*) MTGs hovedkvarter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også