Partnerskaber skal redde TV 2 Forlag

TV 2 Forlag har givet stort underskud i 2007, nu ønsker Merete Eldrup partnerskab med andre forlag.
Tine Brødegaard Hansen

TV 2 Forlag har givet stort underskud i 2007, nu ønsker Merete Eldrup partnerskab med andre forlag.  

Ifølge Merete Eldrup giver det god mening at udgive magasiner i relation til Tour de France og at udnytte, at en studievært som Morten Andersen kan udgive sin bog på TV 2's eget forlag, frem for at se den forsvinde andre steder hen.

"Men vi er i gang med en partnerskabsmodel med nogle forlag, så vi ikke skal drive det hele selv."

Tidligere i år forlod forlagschef Maria Krabbe Hammershøy TV 2 Forlag på grund af uoverensstemmelser om den fremtidige strategi. I dag ligger TV 2 Forlag under Hanne Danielsen.

Anders Kronborg hævdede i sin tid som konstitueret adm. direktør for TV 2, at TV 2 Forlag gik godt. Til det siger Merete Eldrup:

"Ja, men Anders kender ikke tallene for november og december, det var der hele budgettet skulle hentes hjem, og det blev det ikke. Juleperioden gav et kæmpeunderskud. Jeg har jo siddet i forlagsbestyrelse i ti år, så der er jeg på hjemmebane. Bonnier solgte deres forlag Aschehoug til Egmont, det gør de altså ikke for sjov. Det er mega hårdt at drive forlag på et lille marked som det danske, som er et lille sprogområde."

Ifølge Merete Eldrup er problemet, at det er vanskeligt at ramme rigtigt med alle bogtitler i et helt år, derudover ligger der et kæmpe salgsarbejde grundet at bogpriserne ikke længere er faste, hvilket også kræver salg over for supermarkeder og bogklubber. Løsningen er at indgå partnerskaber.

"Vi vil gerne lave partnerskaber med andre forlag, jeg tror på stordriftsfordele, men de store penge skal tjenes på tv de næste mange år. Der bliver det tv, tv, tv," siger Merete Eldrup.

TV 2's daværende adm. direktør Per Mikael Jensen havde mange store planer for TV 2, deriblandt at det skulle være et bredt mediehus med eget forlag, TV 2's nuværende direktør Merete Eldrups visioner er mindre optimistiske.

"Jeg tror på det brede mediehus, hvis man har et emne, man kan lave nogle bøger eller magasiner omkring, er det fint nok, men jeg tror ikke på den store printvision for TV 2. Det har jeg været for mange år i printverdenen til. Der er kamp nok på papirmarked, der ser vi os ikke," siger Merete Eldrup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også