Gatekeeper spås tab

Den kommende gatekeeper skal investere mange penge i Danmark, før investeringen i det digitale sendenet vil komme hjem.
MediaWatch

Alle tre gatekeeper-kandidater forudser, at der vil gå flere år, før de kan tjene penge på det danske tv-marked. Store udgifter til blandt andet sendeudstyr kan kræve en investering på det danske marked på helt op til én milliard kroner.

"Der er ingen tvivl om, at der er tale om en investering på adskillige hundrede millioner. Der skal investeres meget i starten, og derfor skal vi også et godt stykke hen i aftaleperioden, før det kommer til at kaste penge af sig," siger Steen Ulf Jensen, der er administrerende direktør for Boxers danske selskab, til Berlingske Tidende.

Mandag afleverede Boxer, Telenor og MTG bud på at blive dansk gatekeeper på det nye, digitale sendenet. For at få økonomien til at hænge sammen vil det dog sandsynligvis kræve, at andelen af danskere, der modtager tv via antenne øges. I dag ser kun 18 procent af de danske husstande tv via en antenne.

De store investeringer og kun fjerne udsigter til overskud har blandt andet gjort, at svenske Telia ikke som annonceret ville give bud på kanalen. "Vi har slidt for at opstille en sund forretningsmodel for det her. Men vi kan ganske enkelt ikke forsvare det rent forretningsmæssigt, og derfor trækker vi i bremsen," siger kommunikationsdirektør Anders Rendtoff til avisen.

|NP|

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også