Fokus på Telenors tv-potentiale

Få dage før det afgørende opløb om gatekeeper-rollen indledes, er der opstået fokus på Telenors ”valgbarhed”.
Per Fanefjord Laursen

Få dage før det afgørende opløb om gatekeeper-rollen indledes, er der opstået fokus på Telenors ”valgbarhed”.

Den norske mediegigant Telenor regnes som et af de bedre bud på gatekeeper-opgaven.
Men selskabet, der officielt ikke gør så meget væsen af sig i Danmark, har et ulmende potentiale til meget mere på det danske marked, hvor man kan være til stede på de tre væsentligste platforme for tv-distribution samt mobil-tv via DVB-H.

Det gavner næppe Telenors ansøgning om gatekeeper-rollen, noterer markedsiagttagere, som MediaWatch har talt med.

Telenor har oprettet selskabet Danmarks Digital TV med henblik på at byde på rollen som gatekeeper på DTT-nettet. Danmarks Digital TV har endvidere købt DRs sportsrettigheder, hvilket bl.a. omfatter vinter- og sommer-OL, Tour de France og VM i fodbold.

Ifølge bestyrelsesformanden, Per Bendix, vil Danmarks Digital TV hverken eje indhold eller drive tv-kanaler. Man vil finde en samarbejdspartner, som kan stå for denne del.
MediaWatch-kilder gætter på, at en sådan samarbejdspartner kunne være et af Telenors øvrige etablerede tv-selskaber på det danske marked – det vil sige Canal Digital eller på sigt Cybercity.
Canal Digital har ifølge seneste halvårsstatistik i Telestyrelsen 683.000 kabel-tv kunder, og det formodes, at man har ca. 173.000 satellitkunder.

Cybercity har for nylig fået medhold hos IT- og Telestyrelsen i, at TDC skal udbyde ”multikanal og multicast” til regulerede priser. Det er teknologier som bl.a. giver mulighed for at sende IP-tv, og formålet er, at Cybercity vil forsøge at bevæge sig ind på markedet for internetbaseret tv. Der er i dag knap 20.000 IP-TV-kunder i Danmark, men tallet forventes at stige markant.
Når det gælder Sonofon, kan selskabet have en væsentlig interesse i at sende mobil-tv via DVB-H.

MediaWatchs kilder vurderer derfor, at såfremt Danmarks Digital-TV vinder udbuddet om rollen som gatekeeper, vil Telenor være markant til stede på de tre væsentligste platforme for tv-distribution samt mobil-tv via DVB-H. Dertil kommer, at man med opkøbet af DR’s sportsrettigheder også bliver en indholdsudbyder.

Anker Brink Lund, professor i medieledelse, Copenhagen Business School, vil ikke spekulere i Telenors ”renhed”, men han vil gerne kommentere strategien:

”Telenor har på det seneste delt sine danske tv-rettigheder med DR. Formålet er formodentlig at pudse fjerene til den kommende skønhedskonkurrence om at blive jordbaseret, digitalt tv gatekeeper. Men da et af hovedkravene er platform-neutralitet, kan det give bagslag for den norske telegigant, der i forvejen har stærke interesser i kabel- og satellit-distribution i Danmark gennem Sonofon, Cybercity og Canal Digital.”

Per Bendix mener, at spekulationerne om Telenors mulige tilstedeværelse på det danske mediemarked er urealistiske og er baseret på manglende kendskab til Telenors ageren.

”Dét der netop kendetegner koncernen er, at de enkelte enheder er selvkørende og prøver at konkurrere og udkonkurrere hinanden,” siger han og uddyber:

”Det bliver også situationen på det danske tv-marked, hvor vi som gatekeeper vil gøre alt for at udkonkurrere alle IP TV udbydere, og alle andre, med vore tv-tilbud.”

Et af hovedkravene for at vinde gatekeeper-opgaven, ”konkurrencehensynet”, er det væsentligste kriterium for at blive udpeget, og vægter med 50 pct. Ansøgere, som allerede er på det danske tv-marked, skal derfor redegøre for, hvorledes de vil sikre, at de kan fungere uafhængigt. I den forbindelse lægger konkurrencestyrelsen vægt på, om ansøger har tilknytning til det danske tv-marked, og om der er der i den forbindelse risiko for indflydelse på gatekeepers dispositioner fra tilknyttede selskaber – og vice versa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

MediaWatch udkommer med ét dagligt nyhedsbrev i ugerne 27-31. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sådan udkommer MediaWatch i sommerferien

Læs også