Brinch må ikke speake reklamer på TV 2 Sport
Danske Spils reklamer for Oddset med fodboldspeakeren Jens Jørgen Brinch må ikke bringes på TV 2 Sport.
Den afgørelse har Radio- og tv-nævnet truffet efter en klage fra redaktøren på det nystartede sportssite ogsport.dk, Henrik Dencker Mølstrøm.
Programmedarbejdere på en tv-station må ikke optræde i reklamer på den samme kanal. Men på TV 2 Sport kunne man opleve, at der i pausen på en fodboldkamp speaket af jens Jørgen Brinch dukkede en reklame op med den samme kendte stemme.
TV 2 Sport mente på sin side ikke dervar problemer, blandt andet fordi Jens Jørgen Brinch i reklamen ikke anpriser et produkt, men kun optræder som speaker på et fiktivt tv-program. Men den argumentation prellede af på Radio- og tv-nævnet, som afgjorde at TV 2 Sport A/S ved visningen af tv-reklamen for Oddset har overtrådt reklamebekendtgørelsens
§ 9, stk. 1.