Advokat bag Jes Dorph-undersøgelse anker til Højesteret

Advokat bag MeToo-undersøgelse hos TV 2 vil ikke acceptere landsretsdom og anker til Højesteret.
Højesteret skal afgøre, hvorvidt en advokat handlede i strid med god advokatskik overfor Jes Dorph-Petersen. | Foto: Marie Ravn/Ritzau Scanpix
Højesteret skal afgøre, hvorvidt en advokat handlede i strid med god advokatskik overfor Jes Dorph-Petersen. | Foto: Marie Ravn/Ritzau Scanpix
af ritzau

Hvorvidt en advokat handlede i strid med god advokatskik over for studievært Jes Dorph-Petersen, skal afgøres af Højesteret.

Advokatfirmaet Norrbom Vinding oplyser fredag til Ritzau, at advokat Yvonne Frederiksen anker en dom, som Østre Landsret afsagde tidligere i denne uge.

Yvonne Frederiksen blev dømt til at betale en bøde på 20.000 kroner, og derudover skal hun betale 50.000 kroner til Advokatnævnet for omkostninger ved at føre sagen for landsretten.

”Vi kan bekræfte, at vi har besluttet at anke landsrettens dom om Advokatnævnets kendelse til Højesteret,” skriver Christian K. Clasen, der har titel af managing partner hos Norrbom Vinding, i en mail til Ritzau.

Sagen drejer sig om en advokatundersøgelse, som Yvonne Frederiksen foretog for TV 2, og som dannede grundlag for, at tv-stationen droppede Jes Dorph-Petersen på grund af flere sager om krænkelser.

Dorph har efterfølgende taget en række skridt. Blandt andet kræver han erstatning fra advokatfirmaet. Den sag bliver behandlet ved retten til januar.

Men Jes Dorph har også klaget til Advokatnævnet, som i november 2021 gav ham ret i, at Yvonne Frederiksen ikke havde fulgt de gældende spilleregler til punkt og prikke i forbindelse med advokatundersøgelsen.

Det udløste en bøde til advokaten, men den ville hun ikke acceptere, og sagen blev indbragt for domstolene og behandlet i Østre Landsret, som tirsdag stadfæstede Advokatnævnets kendelse.

Landsretten lægger vægt, at Yvonne Frederiksen ikke oplyste Jes Dorph-Petersen om, hvilken lovgivning og retspraksis hun baserede sin vurdering af sagen på. Og landsretten siger samtidig, at netop de oplysninger var relevante for Dorph, for at han kunne varetage sine interesser.

Landsretten siger derudover, at Yvonne Frederiksen burde have beskæftiget sig mere indgående med de juridiske problemstillinger, som er forbundet med, at krænkelserne var foregået tilbage i 2001 og 2003.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også