Danske skuespilleres forperson er bekymret for strejkeforløb lig det i USA

I et indlæg bakker forperson for Dansk Skuespillerforbund op om skuespillerstrejken i Hollywood ”for deres skyld, for vores og for skuespillere i resten af verden.”
Benjamin Boe Rasmussen skriver i et debatindlæg på filmmagasinet Ekkos hjemmeside, at kernen i skuespillerstrejken i USA også er relevant på det danske arbejdsmarked for skuespillere. | Foto: Emil Agerskov
Benjamin Boe Rasmussen skriver i et debatindlæg på filmmagasinet Ekkos hjemmeside, at kernen i skuespillerstrejken i USA også er relevant på det danske arbejdsmarked for skuespillere. | Foto: Emil Agerskov

De problemstillinger, der udgør kernen af konflikten i USA mellem tv- og filmselskaberne på den ene side og manuskriptforfattere og skuespillere på den anden side, er ikke begrænset til Hollywood, mener Benjamin Boe Rasmussen, der er forperson for Dansk Skuespillerforbund.

Det skriver han i et indlæg til filmmagasinet Ekko.

”Der er ikke tale om lokal udfordring af overenskomster og rettighedsbetalinger – det er en global problematik. Nye teknologier giver nye forretningsmodeller, som kræver en nødvendig snak om, hvordan vi skaber en bæredygtig økonomi – også for os, der leverer indholdet,” skriver han i indlægget.

Senere noterer han, at han bekymret for, at det, som han kalder en udhuling af de kreatives økonomi, vil brede sig, og at han i så fald kan han være bekymret for, om et lignende forløb vil ramme den danske skuespillebranche.

Strejken i Hollywood har kostet milliarder for underholdningsindustrien i USA. Milken Institute har anslået, at strejken har kostet delstaten Californien mindst fem mia. dollar, mens Warner Bros. Discovery har nedjusteret forventningen til sit driftsresultat med en halv milliard dollar på grund af strejken.

Dansk opbremsning

Den danske film- og tv-branche har dog også været ramt af en opbremsning i fiktionsproduktion i det meste af 2022 som følge af netop en konflikt omkring rettighedsbetaling mellem streamingudbydere og rettighedssammenslutningen Create Denmark, der repræsenterer en lang række kreative fagforbund.

Her var det imidlertid streamingudbydere som TV 2 og Viaplay Group, der hev i bremsen, fordi de ikke ville acceptere den nye rettighedsramme, som Create havde udarbejdet. Siden har Create dog fået individuelle aftaler i hus med Netflix, TV 2 og Viaplay Group.

Sammen med inflation, udsigten til et kulturbidrag og sløjere økonomi hos indholdsudbydere har det givet produktionsbranchen en mavepuster, der har taget luften ud af mange selskabers forventninger til 2023, og også forventes at kunne mærkes i 2024.

Benjamin Boe Rasmussen har tidligere været formand og talsperson for Create Denmark.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også