Stridende Hollywood-parter mødes første gang efter måneders strejke

Fredag holdes første møde mellem Hollywoods manuskriptforfattere og filmstudier, siden strejke brød ud i maj.
En strejke blandt manuskriptforfattere i Hollywood, som begyndte i maj, er blevet udvidet, da skuespillerne i Hollywood sluttede sig til strejken i juli. Mens forfatterne repræsenteres af fagforeningen WGA, er mange skuespillere samlet i SAG-AFTRA. (Arkivfoto) | Foto: David Mcnew/Ritzau Scanpix
En strejke blandt manuskriptforfattere i Hollywood, som begyndte i maj, er blevet udvidet, da skuespillerne i Hollywood sluttede sig til strejken i juli. Mens forfatterne repræsenteres af fagforeningen WGA, er mange skuespillere samlet i SAG-AFTRA. (Arkivfoto) | Foto: David Mcnew/Ritzau Scanpix
af ritzau

Strejkende manuskriptforfattere i Hollywood og de store filmstudier er blevet enige om at samles om et bord fredag og tale sammen.

Det er det første møde mellem de stridende parter siden maj.

Det oplyser The Writers Guild of America (WGA), der er manuskriptforfatternes fagforening, ifølge The Hollywood Reporter.

Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP), der er underholdningsselskaberne organisation, havde taget initiativ til mødet.

AMPTP er repræsentant for over 350 amerikanske filmproducenter og -studier. De forhandler på vegne af mediegiganter som Netflix, Amazon og Disney.

”Vi bestræber os fortsat på at finde en vej, der fører til gensidigt fordelagtige aftaler med begge fagforeninger,” lyder det fra en udtalelse fra AMPTP.

Med begge fagforeninger henvises der til WGA og så også til SAG-AFTRA.

SAG-AFTRA er Hollywood-skuespillernes fagforening. Fagforeningen repræsenterer 160.000 skuespillere - fra de største stjerner til ukendte statister.

Skuespillerne sluttede sig til strejken i begyndelsen af juli.

Begge faggrupper har kæmpet for at få mere i løn. Der har også været bekymringer om studiernes brug af kunstig intelligens til at skabe manuskripter.

Både skuespillernes og manuskriptforfatternes fagforening mener, at underholdningsindustrien har ændret sig markant, i takt med at streaming er blevet dominerende.

Samtidig mener de, at deres arbejde udfordres af kunstig intelligens, hvis evner hele tiden udvikler sig.

Unavngivne kilder fortæller det amerikanske medie Deadline, at det reelle arbejde lige nu udføres af advokater, som forsøger at sikre rolige rammer at forhandle i.

I meddelelsen fra WGA, som er blevet delt med foreningens medlemmer, lyder det:

”Som vi har sagt før: pas på rygter. Når der er vigtigt nyt, hører I det direkte fra os,” skriver de til medlemmerne.

Man skal tilbage til 2007-2008 for at finde den seneste strejke, WGA har holdt.

Den varede præcis 100 dage, skriver Deadline.

På det tidspunkt, hvor film- og tv-landskabet så meget anderledes ud og ikke var domineret af streaming, talte ingen om kunstig intelligens.

Den nuværende forfatterstrejke, som omfatter omkring 11.500 manuskriptforfattere, har ført til aflysninger af nye serieafsnit, forstyrret produktionen af tv til efteråret og standset arbejdet med store Hollywood-film.

Blandt serier, der er blevet forsinket på grund af strejken, kan nævnes HBO’s ”The Last of Us” og Disneys Star Wars-serie ”The Mandalorian”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også