Ny ejer forventer at få vendt Impact TV til et veldrevet selskab i 2024

”Man skal navigere efter, hvad der ligger i bøgerne, og ikke hvad man håber, der kommer til at ligge,” siger adm. direktør i Monday-gruppen, der har overtaget konkursramte Impact TV.
Martin Dalgaard, adm. direktør i Monday Media. | Foto: Nicolai Skov
Martin Dalgaard, adm. direktør i Monday Media. | Foto: Nicolai Skov

Impact TV har store evner inden for indholdsskabelse, men har haltet i den økonomiske aspekter af at drive en virksomhed. Derfor giver det mening for begge selskaber, at Monday Media har købt konkursboet i Impact TV, så det kan blive ført videre med en mere solid økonomisk fundering.

Det er i hvert fald rationalet fra adm. direktør i Monday Media, Martin Dalgaard, og Thomas Heurlin, der er stifter af Impact Tv og indtil Monday-overtagelsen har været ejer og adm. direktør i selskabet. Han fortsætter som kreativ chef i Impact Tv. Produktionsselskabet fortsætter som et selvstændigt datterselskab i Monday-gruppen, der blev stiftet den 25. maj under selskabsnavnet ImpactTV ApS, viser en registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, CVR.

”Det har hele tiden været Impacts svaghed, at vi har været økonomisk udfordret. Det har givet en række begrænsninger, og dem, tror jeg, at vi kan overkomme, fordi vi er blevet del af Monday-gruppen, som har et stærkt fundament,” siger Thomas Heurlin.

Det er samme fordele, Martin Dalgaard fremhæver i overtagelsen.

”Vi ser et meget stærkt, kreativt selskab med et særligt formål med det, de producerer. Derfor har de en særlig evne til at levere programmer, der råber op og bliver bemærket. Det er noget, der er meget efterspurgt i markedet,” siger Martin Dalgaard.

Han mener videre, at Impact står særligt stærkt inden for dokumentar-genren, hvor selskabet bl.a. har leveret ”#Metoo: Sexisme bag skærmen” samt inden for livsstilsprogrammer og true crime.

”Det er alt sammen genrer, som er gangbar valuta i dag,” siger han.

Fleste produktioner fortsætter

Da Thomas Heurlin begærede Impact TV konkurs i slutningen af april var det netop med plan om at selskabet skulle overtages af en anden dansk aktør i produktionsbranchen med det sigte at videreføre så mange af selskabets produktioner og bevare så mange medarbejdere som muligt.

”Langt de fleste” produktioner bliver videreført i det nye ejerskab, mener Martin Dalgaard. Forventningen bygger på indledende sondringer med kunderne, som primært er broadcasterne DR og TV 2, hvor der har været positive signaler.

Flere egentlige forhandlinger med kunderne mangler at blive taget, men der er ifølge Martin Dalgaard fortsat stor efterspørgsel på Impacts produktioner.

 

Alle fastansatte redaktionelle medarbejdere, der ikke er blevet opsagt i forbindelse med konkursbegæringen, er ifølge Martin Dalgaard fulgt med i den nye konstellation. Det er hensigten, at Impact såvidt muligt skal køre videre med den arbejdsgang og kultur, som selskabet har haft hidtil.

”Den måde, vi agerer som team og selskab, skal føres videre. Det kommer ikke pludselig en Monday-strategi. Det bliver en Impact-strategi, som får en stærkere økonomisk fundering. Det er jeg rigtig, rigtig tilfreds med,” siger Thomas Heurlin.

Strammere skalering af stab

Det er Monday-gruppens forventning, at Impact TV leverer et positivt resultat i 2024.

”Vi forventer ikke et kæmperesultat, men at det er et fornuftigt, veldrevet selskab i 2024.”

Foruden stordriftsfordele ved at trække på ressourcer fra Monday-gruppen skal Impact nå økonomisk bæredygtighed ved at justere mere på sin bemanding i forhold til bestillinger af programmer.

”Det første er at skalere bemandingen, efter de behov du har. Man skal navigere efter, hvad der ligger i bøgerne, og ikke hvad man håber, der kommer til at ligge,” siger Martin Dalgaard.

Impact TV har haft relativt mange fastansatte medarbejdere i forhold til et typisk produktionsselskab, fortæller Martin Dalgaard.

At omkostninger til medarbejdere ikke har været justeret i forhold til skiftende indtægter, er en del af grunden til, at pengene i selskabet løb ud. Som del af Monday-gruppen skal Impact gøre større brug af freelancere og løst tilknyttede, forklarer Martin Dalgaard.

”Der er en stor fordel i, at de bliver en del af en større gruppe, hvor vi kan have fælles fordele og sætte en velorganiseret struktur på selskabet. Vi har gjort os erfaringer med den her slags overtagelser, og vi ved, hvad vi skal værne om, og hvad vi skal styrke,”

Monday-gruppen har bl.a. købt et andet produktionsselskab, som Thomas Heurlin har stiftet, nemlig Koncern TV og Filmproduktion, som Thomas Heurlin ejede sammen med Lars Seidelin og Jens Ulrik Pedersen. Impact TV blev til i 2016 ved opsplitningen af netop Koncern-selskabet. 

Behov for konsolidering

Beslutningen om at begære Impact konkurs blev truffet i sidste uge efter rådgivning fra selskabets revisor. Selskabet skulle betale 12 rater af godt 487.000 kr. i tilbagebetaling af lån optaget under coronapandemien, fortæller Thomas Heurlin.

Det var ikke muligt uden hjælp udefra, fordi selskabets økonomi i forvejen var i knæ oven på coronapandemien, tab på store produktioner og en nedgang i efterspørgsel fra broadcastere. 

Faldet i efterspørgsel kan mærkes bredt i den danske produktionsbranche, hvor fortsat usikkerhed om kulturbidrag har dæmpet streamingtjenesters lyst til at producerer i Danmark, mens DR og TV 2 fik oparbejdet store indholdslagre under coronapandemien. Netop under de svære vilkår, er det en god ide, at slå selskaber sammen, mener Martin Dalgaard.

Hvorfor er det en fornuftig forretningsbeslutning at købe et konkursramt produktionsselskab i en tid, hvor branchen er i knæ?

”Det er det, fordi selskabet indholdsmæssigt og kreativt kan noget. Kompetencen til at lave fremragende indhold kan vi styrke i vores set-up. Det er den afgørende parameter for, hvem der kommer ud på den rigtige side i det marked, vi har nu. Der er et behov for konsolidering i det marked, vi har nu,” siger han og fortsætter:

”Det er et svært tv-marked lige nu. Det at samle kræfterne, er det rigtige at gøre, så vi står stærkere. Det frigiver kræfter til det, der er allervigtigst, som er at skabe det rette indhold til kunderne.”

Han afviser, at Monday for nuværende er på udkig efter at overtage andre danske produktionsselskaber, eller at det er en del af gruppens langsigtede strategi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu