Flertal afviser kunstmoms - minister vil prøve igen efter sommerferien

Der ser ikke ud til at være flertal bag finansieringen til flerårsaftalen for Kriminalforsorgen, der blandt andet skal give omkring 300 danske fængselspladser i Kosovo. Det skriver DR.
Torsdag skal folketingsmedlemmerne tage stilling til dele af finansieringen i Folketingssalen, når der skal stemmes om, hvorvidt der skal indføres en ny moms på kunstnerisk virksomhed – herunder særligt rettighedsvederlag for tv-branchen.
Men flere blå partier vil ikke stemme for.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) siger, at de løber fra aftalen.
”Normalt er der jo en kerne af partier i Folketinget bestående af SF, Venstre, Socialdemokratiet, De Konservative og Radikale Venstre, der - selv om de er uenige i substansen - er enige om, at dansk lov skal være i overensstemmelse med EU-retten.”
”Det er der så nu et flertal, der mener, at de vil stemme imod,” siger ministeren til DR.
Kunstmomsen skulle have bidraget med 215 millioner kroner årligt fra 2023. De skulle gå til at finansiere dele af aftalen om Kriminalforsorgen.
Skatteministeriet har argumenteret for, at Danmark er nødt til at pålægge kulturlivet moms, når kunsten ikke formidles af kunstneren selv, for at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med regler i EU.
Men i en redegørelse fra advokathuset Gorrissen Federspiel, vurderes det, at det ikke er tilfældet.
De Konservative siger til DR, at de ikke vil stemme for momsen, når der er usikkerhed om, hvorvidt kunstmomsen er nødvendig. Venstre, som dog ikke er en del af aftalen om Kriminalforsorgen, vil heller ikke stemme for.
Begge partier opfordrer i stedet ministeren til at vente på en såkaldt åbningsskrivelse fra EU. Den kommer, hvis dansk lov ikke er i overensstemmelse med EU-retten.
Men det vil Jeppe Bruus ikke. Han må, som han siger, ”ikke sidde på hænderne og vente og se, hvad der sker”. Han vil derfor genfremsætte lovforslaget efter sommerferien, siger han til DR.
Ud over regeringen er det SF, DF og De Konservative, som står bag aftalen om Kriminalforsorgen.
Fængslet, som Danmark vil leje, ligger godt 50 kilometer syd for Kosovos hovedstad Pristina i byen Gijlan.
Det er stadig usikkert, hvordan fængselspladserne skal finansieres.
Relaterede artikler:
Flertal skrider bag forslag om at droppe momsfritagelse
For abonnenter