Disneys streamingtjeneste tiltrækker millioner af nye kunder

I modsætning til Netflix melder Walt Disney om stor fremgang i antal kunder til streamingtjenesten Disney+.
Disney-koncernens adm. direktør, Bob Chapek. | Foto: Charles Krupa/AP/Ritzau Scanpix
Disney-koncernens adm. direktør, Bob Chapek. | Foto: Charles Krupa/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

Walt Disney fik i det seneste kvartal næsten otte millioner nye abonnenter til sin streamingtjeneste, Disney+, sammenlignet med det foregående kvartal.

Det fremgår af den amerikanske underholdningskoncern kvartalsregnskab, der er offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Omsætningen for hele koncernen steg i kvartalet 23 procent til 19,25 milliarder dollar. Det var lavere end analytikeres estimat på en stigning til 20,1 milliard dollar.

Det skyldes blandt andet, at Disney gik glip af indtægter på 1,0 milliarder dollar, fordi koncernen selv opsagde en kundeaftale før tid med en filmdistributør, så Disney selv kan anvende indholdet først i sin streamingforretning.

Antallet af nye streamingkunder var med 7,9 millioner større end forudset af analytikere på Wall Street, som i snit havde forudset en tilgang af 5,3 millioner kunder til Disney+.

Netflix, der er den store konkurrent inden for streaming, som giver kunder mulighed for at se film, sport, tv-serier og meget andet, når de ønsker det, skuffede i sit seneste kvartalsregnskab med en tilbagegang i antallet af betalende kunder. Desuden forudså Netflix, at det vil fortsætte med at miste kunder.

I alt har Disney+ nu 137,7 millioner abonnenter. Blandt tjenestens seneste lanceringer har været serien ”Moon Light” og Pixar-filmen ”Turning Red”.

Disney+, der gik i luften i november 2019, har et mål om at have mellem 230 og 260 millioner kunder inden udgangen af september 2024.

På et investormøde onsdag fastholder Walt Disney-koncernens topchef, Bob Chapek, den målsætning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også