Story Productions hyrer ny producent fra konkurrent

Produktionsselskabet bag datingprogrammet ”Vild kærlighed” til DR ansætter en af hovedkræfterne bag bl.a. ”Gift ved første blik” for at styrke programproduktionen.
Foto: Story Productions
Foto: Story Productions

Mette Granzau Kabel rykker teltpælene op hos Snowman Productions, hvor hun har været ansat som producent siden 2019. Fra 1. juni tiltræder hun i en tilsvarende stilling hos det unge produktionsselskabet Story Productions. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hendes første opgave bliver at være producent på sæson to af datingprogrammet ”Vild kærlighed” til DR.

”På Story Productions har vi fokus på at udvikle og producere danske serier målrettet tv og streaming. Mette Granzau Kabel har været en af hovedkræfterne bag ’Gift ved første blik’ og flere andre succesfulde formater. Hun har et stærkt fokus på at skabe det bedste indhold, og derfor passer hun perfekt ind på Story Productions. Vi er meget glade for at få hende med på holdet,” udtaler direktør Susanne Funder-Mikkelsen i meddelelsen.

Selv glæder Mette Granzau Kabel sig til at styrke eksisterende produktioner og være med til at skabe nye formater.

”Story Productions er ambitiøse, nytænkende og fokuserede på at skabe godt indhold. Med et forfriskende format som ”Vild kærlighed” har de haft stor succes med at ramme bredt på streaming og især tiltrække den unge målgruppe, som bliver den helt store udfordring i de kommende år,” siger Mette Granzau Kabel i meddelelsen.

Hun er uddannet TV- og medietilrettelægger fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Story Production blev grundlagt i 2020 af to udbrydere fra produktionsselskabet Metronome Susanne Funder-Mikkelsen og Andreas Iversen. Dengang lød det, at selskabet ville koncentrere kræfterne om faktaproduktioner, der skal kunne gøre sig i en streamingvirkelighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også