Warner Bros. Discovery slukker for CNN-streamingtjeneste en måned efter lancering

Der var tale om et sats af de helt store, da den amerikanske nyhedsstation CNN 29. marts gik i luften med en abonnementsbetalt streamingtjeneste, CNN+, der skulle få en nyhedskrog i yngre målgrupper. Torsdag, under en måned senere, annoncerede CNNs nye adm. direktør Chris Licht i en intern meddelelse, at CNN+ går i graven inden april udløber.
Det skriver flere medier, herunder The Guardian.
Ifølge avisen har CNN hældt omkring 100 mio. dollar, svarende til 686,30 mio. kr. i udviklingen af streamingtjenesten, som omkring 500 medarbejdere har været tilknyttet. Medarbejderne kan søge om arbejde andre steder i CNNs nye ejerselskab Warner Bros. Discovery.
Som årsag skriver Chris Licht, at forbrugerne ønsker simplicitet i streamingudbuddet i form af én tjeneste med en bred vifte af indhold. Der har dog efter udrulningen været flere artikler ude om en lav tilslutning til streamingtjenesten og ned til omkring 10.000 seere om dagen, som bl.a. CNBC har rapporteret.
CNN er del af Warnermedia, der indtil for nyligt var ejet af telekomgiganten AT&T, men i begyndelsen af april blev medieselskabet overtaget af Discovery Inc. i en storfusion.
CNN+ kostede seks dollar om måneden svarende til godt 41 kr.
Relaterede artikler:
Storfusion gennemført: Discovery overtager Warnermedia
For abonnenter
Discovery har ledelseshold sat til storfusion
For abonnenter