CNN's topchef går af for at tie om forhold med kollega

CNN-chef går af og beklager, at han ikke rettidigt informerede om romantisk forhold med kollega.
Jeff Zucker, øverste chef for CNN og en af USA's mest magtfulde mediechefer, går af. | Foto: LUCAS JACKSON/Reuters/Ritzau Scanpix
Jeff Zucker, øverste chef for CNN og en af USA's mest magtfulde mediechefer, går af. | Foto: LUCAS JACKSON/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En af USA's mægtigste mediechefer, Jeff Zucker, træder tilbage fra posten som øverste chef hos den amerikanske tv-station CNN. Det oplyser han onsdag ifølge CNN. Han træder tilbage, fordi han ikke i rette tid har informeret om sit romantiske forhold med en kollega.

"Jeg skulle have oplyst om forholdet, da det begyndte, men det gjorde jeg ikke. Det var en fejl. Derfor træder jeg i dag tilbage. Jeg ville ønske, at min tid her var endt anderledes. Men det var en fantastisk tid. Og jeg elskede hvert et minut," skriver han i en besked til de ansatte.

Zuckers forhold er med CNN's marketingsdirektør, Allison Gollust. Hun bevarer sin stilling hos CNN. Hun fortryder - ligesom Jeff Zucker - at de ikke informerede rettidigt om deres forhold.

"Jeff og jeg har været tætte venner og professionelle partnere i over 20 år. For nylig forandrede vores forhold sig under covid-19."

"Jeg fortryder, at vi ikke informerede om det rettidigt. Jeg er utroligt stolt af min tid hos CNN og ser frem til at fortsætte det gode arbejde, vi laver hver dag," udtaler hun i en erklæring.

Jeff Zucker tog over hos CNN i 2013. Det skete, på et tidspunkt hvor tv-stationen ifølge iagttagere gik igennem en identitetskrise. Som ny chef moderniserede Zucker CNN's tv-programmer og bragte nye talenter til tv-stationen.

Som chef for CNN har Zucker været en af de mest magtfulde og indflydelsesrige personer i medieindustrien i USA.

Hans tilbagetræden kommer, på et tidspunkt hvor WarnerMedia, som ejer CNN, er i gang med at fusionere med Discovery. Derudover er CNN i gang med at lancere en streamingservice.

Jason Kilar, administrerende direktør i WarnerMedia, takker Jeff Zucker for indsatsen igennem de seneste ni år. Han oplyser, at man er godt forberedt på, hvad der skal ske nu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også




Sparerunden på Jyllands-Posten blev afsluttet i denne uge. | Photo: Joachim Ladefoged

Briefing: Ugen i mediebranchen

For abonnenter