TV 2 Lorry henter nyhedschef fra News

Efter fire år som redaktør på TV 2 News tiltræder Michael Robak "snarest muligt" som nyhedschef på TV 2 Lorry. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Michael Robak har tidligere haft flere redaktionsstillinger i TV 2's nyhedsafdeling, hvor han bl.a. har haft ansvar for magasinprogrammer, dokumentarer og TV 2 News' aftenflade. Tidligere har han været redaktør på TV 2 Lorry.
Ifølge direktør på TV 2 Lorry Morten Kjær Petersen sker ansættelsen forud for en større opgave med at lægge en ny strategi for stationen.
"Jeg er rigtigt glad for at få Michael med på holdet, både fordi han har store journalistiske ambitioner for vores hus og også, fordi vi med Michael får en erfaren og ordentlig leder. Vi står overfor et større strategiarbejde på stationen, og her er jeg sikker på, at Michael er den helt rigtige at få med på holdet, så vi kan rykke TV 2 Lorry det næste skridt i den rigtige retning," siger direktør Morten Kjær Petersen.
Selv udtaler Michael Robak, at han glæder sig til opgaven.
"Det er et utroligt spændende arbejde, der ligger foran os, og jeg er meget glad for, at jeg skal være med til at udvikle TV 2 Lorrys profil. Jeg ved fra min tid som redaktør på stationen, at huset er fuld af dygtige og engagerede medarbejdere, som jeg ser frem til at løse opgaverne sammen med," udtaler Michael Robak.
Relaterede artikler:
TV 2-regionerne har ansat ny digital udviklingschef
For abonnenter