Susanne Bier modtager ærespris

I 2010 vandt Susanne Bier en Oscar. Nu kan den danske filminstruktør tilføje en Æres-Bodil til samlingen.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

For sit virke i dansk film modtog instruktør Susanne Bier de Danske Filmkritikeres Æres-Bodil ved årets uddeling, som fandt sted i Folketeatret i København lørdag aften.

Sådan en hædersbevisning tildeles, når man kan se tilbage på en lang og glorværdig karriere. Men den 60-årige instruktør understreger, at hun slet ikke er færdig med at fortælle historier.

"Det er sådan en pris, man får i slutningen af sin karriere," siger Susanne Bier og fortsætter:

"Jeg er overhovedet ikke nær at være ked af det eller træt af det eller noget som helst - det kan være, jeg kan nå at få en til," lyder det fra hende.

Vundet adskillige priser

Susanne Bier er den eneste kvindelige instruktør, der har vundet en Oscar, en Golden Globe, en Emmy og en European Film Award - og nu også en Æres-Bodil.

"Jeg er meget beæret," siger hun.

Da Susanne Bier modtog prisen, blev der vist et potpourri af klip fra hendes film - fra "Den eneste ene" og "Efter brylluppet" til "Den skaldede frisør" og ikke mindst "Hævnen", der indbragte hende en Oscar i 2011.

Efterfølgende fik Hollywood øjnene op for den danske instruktør, som har stået bag kameraet på den Emmy-vindende serie "The Night Manager", HBO-krimien "The Undoing" og Netflix-succesen "Bird Box".

Ganske snart flyver Susanne Bier til USA for at promovere sin nye storserie, "The First Lady", som handLer om USA's førstedamer. På den stjernespækkede rolleliste er Viola Davis, Michelle Pfeiffer, Kiefer Sutherland og Gillian Anderson.

Hædret for sin stemme

Anders Matthesen skrev også filmhistorie under lørdagens prisuddeling. Hans maskerede hævner "Ternet Ninja 2" har gået sin sejrsgang og er blandt de mest sete biograffilm i Danmark nogensinde.

Nu har animationsfilmen også fået kritikerstandens anerkendelse.

Anders Matthesen er nemlig blevet belønnet med en Bodil for Bedste Mandlige Hovedrolle. Blandt andre foran den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau, som var nomineret i kategorien for filmen "Smagen af sult".

"Jeg er helt på toppen. Den havde jeg aldrig troet, jeg skulle have. Jeg er meget ydmyg over for denne her. Vanvittigt," siger Anders Matthesen.

"Så er det slut med at spille fodbold til fars kontor," joker han med statuetten i hænderne.

Det er første gang nogensinde, at Bodilprisen har hædret en stemmepræstation.

"Én gang skal være den første, og det er helt oplagt, at den tilfalder Anders Matthesen, som den foregangsmand, han er," lyder det blandt andet i begrundelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også