Russisk protest-journalist: Jeg er ikke nogen helt

Protest-journalist fra Rusland er selv som barn flygtet fra krig. Det rigtige at gøre, siger hun om protesten.
Marina Ovsjannikova. | Foto: REUTERS TV/REUTERS / X00514
Marina Ovsjannikova. | Foto: REUTERS TV/REUTERS / X00514
AF RITZAU

"Jeg er ikke nogen helt."

Det siger den russiske journalist Marina Ovsjannikova i et interview med Reuters.

Det sker efter, at hun mandag under en direkte nyhedsudsendelse protesterede mod Ruslands invasion af Ukraine.

Under udsendelsen fremviste Ovsjannikova et skilt med ordene "Nej til krig. Stop Krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer."

Siden blev den russiske journalist med egne ord afhørt i 14 timer og tildelt en bøde på 30.000 rubler for at "organisere en uautoriseret offentlig begivenhed." Det svarer til 1900 kroner.

Marina Ovsjannikova nægter sig skyldig i anklagerne.

Under interviewet fortalte Ovsjannikova desuden, at de voldsomme billeder fra Ukraine minder hende om sin barndom i et krigsramt Tjetjenien i begyndelsen af 1990'erne.

"Vi var under beskydning. Jeg var 12 år gammel. Vi pakkede vores ting og rejste," fortæller hun.

Den russiske tv-journalist er klar over, at det kan udløse store konsekvenser at modsætte sig det russiske regime. Hun mener dog, at det er en kamp, der er værd at kæmpe.

"Jeg mener, at det, jeg gjorde, var det rigtige, men jeg er også begyndt at forstå omfanget af de problemer, som går mig i møde."

Marina Ovsjannikova håber, at hendes protest kan være med til at åbne øjnene på russerne.

Samtidig kommer hun med en opfordring til sine landsmænd.

"Vær ikke sådan nogle zombier. Lyt ikke til propagandaen. Lær at analysere information. Lær at finde alternative kilder til information - ikke blot russisk stats-tv."

Siden 24. februar er flere end 14.000 blevet tilbageholdt i Rusland for at protestere mod krigen i Ukraine. Det viser tal fra den uafhængige protestovervågningsgruppe OVD-Info.

Russisk journalist er løsladt efter protest på stats-tv

Journalist forsvundet efter protest i direkte russisk tv 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også