Journalist forsvundet efter protest i direkte russisk tv

Advokat har forgæves søgt at opspore den journalist, der blev anholdt efter protest i tv mod krigen i Ukraine.
Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
af ritzau

En russisk journalist, som brød ind i et statsligt tv-studie under en direkte nyhedsudsendelse for at protestere mod krigen i Ukraine, meldes savnet i Moskva.

Personen bag protestaktionen i den direkte tv-udsendelse, Marina Ovsjannikova, som var redaktør på den statskontrollerede Kanal 1, blev anholdt efter sin protestaktion. Under aktionen holdt hun et skilt op.

"Nej til krig. Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. De lyver for jer", stod der på skiltet, som blev holdt op på skærmen bag nyhedsoplæseren. Der var både engelsk og russisk tekst på skiltet, som kun var synligt i få sekunder.

Marina Ovsjannikova kunne desuden høres råbe "stop krigen. Nej til krig", inden kanalen skiftede til et nyt indslag.

Ovsjannikovas advokater siger, at de har søgt efter deres klient, men at de ikke har kunnet lokalisere hende.

En af advokaterne, Anastasia Kostanova, siger til BBC, at hun uden held har forsøgt at ringe til Ovsjannikova. Advokaten oplyser, at hun søgte efter journalisten hele natten efter udsendelsen.

"Det betyder, at myndighederne gemmer hende for advokaterne og hindrer hende i at få retlig hjælp," siger hun.

Kvinden blev ifølge nyhedsnetværket Nexta anholdt efter udsendelsen.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, siger i en erklæring tirsdag, at Frankrigs ambassade i Rusland vil beskytte Ovsjannikova, hvis hun søger tilflugt der.

Ravina Shamdasani, som er talskvinde for FN's menneskerettighedsorganisation, siger i Genève, at de russiske myndigheder bør sikre, at "kvinden ikke udsættes for nogen form for repressalier for at gøre brug af sin ret til at ytre sig frit".

Det russiske styre i Kreml fordømmer kvindens handling og betegner den som en form for "hooliganisme".

"Hvad kvinden angår, så er det hooliganisme," siger Kremls talsmand, Dmitrij Peskov.

Han kalder den statslige tv-kanal en søjle for "objektiv og rettidig nyhedsformidling".

"Tv-kanalen og andre implicerede vil forfølge denne sag til bunds," siger Peskov.

Statslige anklagere i Moskva er ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass ved at undersøge, hvorvidt hun kan dømmes til 15 års fængsel i henhold til nye love vedtaget efter invasionen af Ukraine.

Næsten 15.000 mennesker er blevet tilbageholdt i Rusland for at have protesteret mod krigen, der brød ud 24. februar. Det viser tal fra den uafhængige protestovervågningsgruppe OVD-Info.

Forud for nyhedsudsendelsen optog Ovsjannikova en video, hvor hun fordømte krigen i Ukraine. Hun sagde desuden, at hun skammede sig over at have bidraget til propaganda på russisk tv. Det fremgår af udmeldinger fra nyhedsnetværket Nexta.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også