Nordisk Film TV henter ny kreativ chef fra DR Ramasjang

Efter to år som redaktør for børnekanalen på DR rykker tidligere kreativ direktør i Splay One videre til Nordisk Film TV, hvor han træder ind i produktionsselskabets øverste ledelse. Rettet.
Foto: pressefoto
Foto: pressefoto

Rettelse. Det fremgik i en tidligere version, at den øverste ledelse udvides fra fire til fem, hvilket ikke er korrekt. Niels Lindberg overtager pladsen i ledelsen efter Nicolai Würtz, som skifter til STV.

1. marts sætter Niels Lindberg sig i spidsen for udviklingsafdelingen i produktionsselskabet Nordisk Film TV som kreativ chef. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

"Niels har med sin erfaring fra udvikling- og salg i Strix, Metronome, Strong, Splay One – og Nordisk Film TV, det der skal til. Hans stærke, og brede kompetencer passer perfekt ind i et skifte i vores strategiske målsætninger for egenudvikling af premium fakta, reality, livsstil og forædling af formater," siger Ulrik Chr. Jørgensen.

Niels Lindberg overtager posten efter Nicolai Würtz, som efter fem år hos Nordisk Film TV skifter til konkurrenten STV Production, hvor han til april tiltræder en ny stilling som programchef.

Ved ansættelsen træder Niels Lindberg samtidig ind i selskabets øverste ledelse, hvor han også overtager pladsen efter Nicolai Würtz. Dermed består ledelsen af Ulrik Chr. Jørgensen, programcheferne Gitte Tækker og Steffen Bjergved, produktionschef Lea Weck og Niels Lindberg.

Niels Lindberg kommer fra en stilling som redaktør for DR's børnekanal Ramasjang, hvor han blev ansat i december 2019, og har været med i skabelsen af Minisjang, som er DR's tilbud for de yngste seere.

Inden da kom han fra en stilling som kreativ direktør i reklamebureauet Splay One. Forinden var han med til at starte bureauet Nice One op i Danmark og har tidligere været ansat i produktionsselskaberne Metrononme og Strix, på Copenhagen TV Festival samt DR, hvor han i 2015 til 16 arbejdede med programindkøb.

"Jeg har været utrolig glad for de resultater vi har skabt på Ramasjang og Minisjang, men jeg har også lyst til at vende tilbage til et større ledelsesmæssigt ansvar. Den mulighed bød sig nu samtidig med at Nordisk Film TV´s strategiske retning og profil passer utrolig godt til det som jeg gerne vil," udtaler Niels Lindberg i pressemeddelelsen.

Nordisk Film TV står blandt andet bag produktioner som "Go' morgen" og "Go' aften Live" til TV 2 , "I Hus Til Halsen" og "Øen" til DR og "Luksusfælden" til TV3.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også