Filminstituttet udruller koncept for demensramte til plejehjem og biografer

Med en ny fondsbevilling på 2,45 mio. kr. videreudvikler Det Danske Filminstitut filmprojektet "Erindringsbio", som startede op i 2020.
Historiske dokumentarfilm skal være med til at fremkalde erindringer hos mennesker, der er ramt af demens. | Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix
Historiske dokumentarfilm skal være med til at fremkalde erindringer hos mennesker, der er ramt af demens. | Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

Mennesker, som er ramt af demens, deres pårørende og plejepersonale er målgruppen for projektet "Erindringsbio", som DFI, Det Danske Filminstitut, de seneste par år har udviklet og testet, og som nu bliver tilgængeligt i biografer, på plejehjem og via en app.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Erindringsbio går ud på at fremkalde erindringer fra fortiden hos mennesker med demens gennem historiske dokumentarfilm fra primært 50'erne og 60'erne. Film og dialogmateriale har hidtil været gratis tilgængeligt online, men en bevilling på 2,45 io. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond til udvikling af projektet betyder, at der nu bliver arrangeret særvisninger af filmene i biografer og plejehjem.

"Vi er fra Filminstituttets side utrolig glade for, at vi med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond nu får mulighed for at sikre udbredelsen af ErindringsBio, som har vist sig at have et stort potentiale i arbejdet med mennesker med demens," siger vicedirektør Jakob Buhl Vestergaard i meddelelsen.

De seneste seks år har Filminstituttet arbejdet på at digitalisere den danske filmarv, og flere end 2000 historiske dokumentarfilm er dermed blevet tilgængelige online og har muliggjort tilblivelsen af demensprojektet.

"Det er en fornøjelse at kunne søsætte et projekt, der så fint viser, hvad man kan opnå, når en overordnet ambition om digitalising af filmarven går hånd i hånd med bestræbelsen på at få filmene ud i sammenhænge, hvor de kan skabe glæde og værdi – i dette tilfælde på en helt ny måde," lyder det.

ErindringsBio er udviklet og testet i samarbejde med Via University College, plejehjemmet Pedershave i Frederikssund, Rudersdal Kommune og Reprise Teatret. Projektet har også tidligere modtaget en fondsbevilling på 500.000 kr. fra Aage og Johannes Louis-Hansens Fond.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også