TV 2 trækker nye kræfter ind i fiktionsafdelingen

To nyansættelser plus en omrokering i det centrale producerlag skal give TV 2's fiktionsafdeling et løft mod indfrielsen af de strategiske mål bl.a. for TV 2 Play i det nye år.
TV 2-serien "Overleverne" | Foto: Uma Film / TV 2 Danmark
TV 2-serien "Overleverne" | Foto: Uma Film / TV 2 Danmark

Der skal nye muskler til i TV 2 Fiktion for at forsvare positionen i den intensiverende konkurrence på streamingmarkedet. Til det formål har afdelingen hevet Carsten Sparwath ind som ny line producer, og han får fra 1. januar selskab af Majse Garde Bergmann, der i det nye år indtræder som ny kreativ producer.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

"I det snart forgangne år har vi haft et stort fokus på at skabe en organisation, der kan opfylde de høje ambitioner for TV 2's fiktionsindsats og levere endnu flere stærke fortællinger af høj kvalitet til danskerne. Vi har netop tilknyttet nye medarbejdere og har yderligere to stillingsopslag ude," siger TV 2's fiktionschef, Katrine Vogelsang, i meddelelsen.

Rykker rundt

Samtidig bliver der rykket med brikkerne i TV 2 Fiktions stab af executive producere. Ann-Alicia Thunbo Ilskov, der i dag er strategisk projektleder i afdelingen erstatter Christian E. Christiansen, som rykker ud af TV 2-koncernen efter tre år. En del af hendes opgaver bliver at sætte skub i en regional fiktionsproduktion.

"Ann-Alicia får fra 1. januar 2022 base på Kvægtorvet i Odense som en del af vores strategi om at øge og styrke den regionale produktion," siger Katrine Vogelsang.

Fiktionsafdelingen er også på jagt efter en ny koordinator samt en strategisk projektleder p.t.

Den udvidede stab i TV 2 Fiktion skal gennem særligt dansk produceret være med til at løfte opgaven om at nå 1,3 mio. abonnenter på TV 2 Play i 2025. I tredje kvartal lå tallet på 800.000 – en flad udvikling i forhold til halvårsregnskabet. I samme periode har broadcasteren oplevet et fald i tv-kunder.

Samtidig er der øget interesse i at lave lokalt indhold fra internationale streamingaktører som Netflix, HBO Max og Disney+. Det giver et stadigt større pres på fiktionsindholdet for TV 2, der dog fortsat har høje seertal på det brede drama- og komedieindhold. "Badehotellet" og "Klovn" eksempelvis blandt nogle af de mest sete serier i Danmark ifølge tal fra Det Danske Filminstitut.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også