Pigekorets eks-chefdirigent fortsætter i Malmø Opera

Michael Bojesen beholder sit job som direktør for svensk opera trods beretninger om krænkelser i DR's pigekor. Bojesen udtrykker bekymring for egen og andres retssikkerhed i forbindelse med advokatundersøgelse af sagen og kalder sig "dybt rystet" over rapporten.
Michael Bojesen var dirigent for DR Pigekoret fra 2001 til 2010. | Foto: Nanna Navntoft/Politiken/Ritzau Scanpix
Michael Bojesen var dirigent for DR Pigekoret fra 2001 til 2010. | Foto: Nanna Navntoft/Politiken/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Michael Bojesen, der er tidligere chefdirigent i DR's pigekor, fortsætter som direktør for Malmø Opera i Sverige.

Det siger Per-Martin Svensson, som er bestyrelsesformand i Malmø Opera, til Ritzau.

"Han har bestyrelsens fulde tillid. Vi har ingen betænkeligheder, hvad angår ham," siger han.

Michael Bojesen, der var chefdirigent fra 2001 til 2010, er blevet beskyldt for at have stået bag et meget seksualiseret miljø i pigekoret.

En rapport, der er fremlagt onsdag, viser, at der også har været tilfælde af krænkende adfærd under hans ledelse.

I alt er 64 tidligere kormedlemmer blevet krænket af seks voksne tilbage i tiden og frem til 2010.

De fleste krænkelser er dog sket i koret under Tage Mortensen, der var chefdirigent i koret i 35 år frem til 2000. Tage Mortensen døde i 2001.

Bojesen: Dybt rystet

Ifølge Per-Martin Svensson er der ikke kommet noget frem med advokatundersøgelsen, som ikke har været fremme før.

Dermed ændrer det ikke ved Michael Bojesens ansættelse hos den svenske opera.

Bestyrelsesformanden siger samtidig, at Michael Bojesen har handlet straks, hvis der har været noget hos operaen.

"Han gør et rigtig godt arbejde, og det er det, vi vurderer Michael på," siger han.

Michael Bojesen har været direktør for Malmø Opera siden 2017.

Han skriver i en mail til Ritzau, at han er dybt rystet over, at der bliver fremlagt en rapport, hvor hans tid i koret bliver slået sammen med forgængerens virke.

"Da jeg har fået forelagt det, der vedrører min person, ved jeg, at de krænkelser, der er beskrevet i rapporten, ikke har noget at gøre med mine ti år som dirigent for koret," skriver han og udtrykker bekymring for sin og andres retssikkerhed i forbindelse med undersøgelsen.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også