Ternet Ninja 2 har solgt over 900.000 biografbilletter

Billetsalget til Ternet Ninja 2 overgår forventningerne, siger distributøren Nordisk Film Distribution.

Efter premieren 19. august har opfølgeren til Ternet Ninja - Ternet Ninja 2 - trukket mere end 900.000 i biografen. Det skriver Egmont, der står bag distributøren Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.

Til og med i går torsdag er der præcist solgt 900.362 billetter, oplyser Egmont til MediaWatch.

Salgstallet indlemmer ifølge koncernen Anders Matthesens animerede film i en eksklusiv kategori af danske film, der rammer salgsniveauet på 900.000 biografbilletter. Det gjorde spillefilmen "Op på fars hat" i 1985 med 953.000 solgte billetter - mens første film om Ternet Ninja, der havde premiere i slutningen af 2018 har solgt 947.627 biografbilletter.

"Vi havde en ambition om, at filmen skulle sælge ca. 80 pct. af 1’eren, og på nuværende tidspunkt er vi faktisk helt oppe og ramme 95 pct.," udtaler market director Frederik Honore fra Nordisk Film Distribution i meddelelsen.

"Det er faktisk utroligt at se, hvor tæt de to film har fulgt hinanden billetsalgsmæssigt, og man kan roligt sige, at det fænomen som blev indvarslet med premieren på den første film på ingen måde er aftaget."

Filmene om Ternet Ninja er skrevet og instrueret af Anders Matthesen i samarbejde med Thorbjørn Christoffersen og er produceret af A. Film Production, Sudoku ApS og Pop Up Production ApS.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også