TV 2 overvejer at gå til menneskerettighedsdomstolen

Efter Højesteret tirsdag pålagde tv-stationen at udlevere råbånd fra skjulte optagelser på plejehjem og fastslog, det var krænkende for en beboer, overvejer TV 2 nu at gå til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Advokat mener ikke, Højesterets afgørelse er overraskende.
Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2
Foto: Ebbe Rosendahl / TV 2

TV 2 anser det som meget alvorligt at blive pålagt af Højesteretsdomstolen at skulle udlevere råbånd fra skjulte optagelser til dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden" til politiet, og derfor overvejer tv-stationen nu, om sagen skal tages videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det fortæller nyhedsdirektør Ulla Pors til Politiken.

"Den her sag drejer sig ikke om kildebeskyttelse, men derfor er det stadig meget alvorligt for os at udlevere råbånd. Vi synes, Højesterets kendelse er forkert, og derfor overvejer vi at gå videre med sagen til Strasbourg," siger Ulla Pors.

Ifølge advokat Vibeke Borberg, som har speciale i medieret og presseetik, burde TV 2 have kunnet regne ud, Højesteret ville afvise retten tl at offentliggøre optagelserne. For ser man i retspraksis omkring visning af skjulte optagelser af plejehjemsbeboere i intime situationer uden deres samtykke, har Højesteret tidligere sagt, at hensynet til beboerne opvejer visningen af dokumentaren til offentligheden, lyder det i Politiken.

Afdækkede kritisable forhold

Sagen trækker efterhånden flere år tilbage og Højesterets afgørelse er en stadfæstelse af kendelser fra byretten samt Vestre Landsret om et forbud mod at vise nogle af de skjulte optagelser, som TV 2 foretog i forbindelse med dokumentaren, der blev optaget i 2019.

Dokumentaren, der afdækkede stærkt kritisable forhold i ældreplejen og har skabt stor debat, krænkede imidlertid en beboers privatliv og rettigheder ved at vise intime optagelser af beboeren, Else Marie Larsen, uden hendes samtykke. Selvom beboerens værge havde givet tilladelse til at vise billederne, var det ikke nok, har Højestret altså nu vurderet i kendelsen.

Tirsdagens udfald understreger både mediernes ansvar og dilemma, lød det efterfølgende fra adm. direktør i Danske Medier, Mads Brandstrup.

”Afgørelsen fra Højesteret cementerer, at medierne skal være ekstremt varsomme, når det kommer til privatlivets fred i situationer, hvor borgeren ikke er i stand til selv at give samtykke. I dette tilfælde var det nogle meget ubehagelige billeder, der til fulde bekræftede de pårørendes opfattelse af plejehjemmets svigt. Det stiller medierne i et svært dilemma, fordi voldsomheden i det svigt, som borgeren har været udsat for, ud fra en samfundsbetragtning kun gør historien endnu vigtigere at få frem," sagde han til MediaWatch tirsdag.

Danske Medier om TV 2-kendelse: "Historier af denne karakter skal kunne afdækkes" 

"Vi skal fremover overveje, hvordan man bringer optagelser af den her karakter"

TV 2 taber i Højesteret: Forbud mod skjulte optagelser var o.k.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også