Knap 1700 bakker op om fast indslag med kulturnyheder hos DR og TV 2
![Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article13301295.ece/ALTERNATES/schema-16_9/20210613-211647-1-1920x1079we.jpg)
Det danske kulturliv bør have en plads i nyhedsbilledet på DR og TV 2 på lige fod med sport. Det mener de i skrivende stund 1672 underskrivere af en erklæring på skrivunder.net.
Bag erklæringen står sanger & komponist Sanne Graulund, skuespiller & sanger Ole Rasmus Møller samt skuespiller & sangskriver Christiane Bjørg Nielsen. De henviser til, at den svenske public service-pendant SVT i dag sender "Kulturnyheterna" som et fast indslag i hverdagsudgaverne af nyhederne.
"Vi ønsker os derfor, at Danmarks nationale tv-stationer vil programsætte daglige “Kulturnyheder”, og her forestiller vi os en bred dækning af kulturlivet fra Gedser til Skagen, formidlet af nysgerrige kulturjournalister," står der i erklæringen.
Det har været muligt at skrive under på erklæringen i en måned fremgår det.