Fagforeninger: Problemerne i DR Drama stikker dybere

DR's lønninger er nu nede i et niveau, som giver problemer med at tiltrække arbejdskraft, og samtidig halter arbejdsmiljøet i DR Drama, mener formændene for hhv. FAF og Danske Dramatikere.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Problemerne i DR Drama er ikke løst med fyringen af dramachef Christian Rank, siger to fagforeningschefer i branchen til Politiken og Berlingske.

Ifølge René Høyer Jørgensen, sekretariatschef i Film- og TV-arbejderforeningen FAF, har DR siden sidste medieforlig i 2018 sænket freelancefilmarbejdernes lønninger, så de nu er nede i et niveau, hvor stationen ikke kan få arbejdskraft nok, siger han til Berlingske.

Nikolaj Scherfig, formand for Danske Dramatikere, mener samtidig, at DR's direktion har undervurderet problemer med arbejdsmiljøet i DR Drama, og at det har fået talenter til at sive ud til konkurrenterne.

"Blandt andet har forfatterne været utilfredse. Og det er sigende, at ingen af de forfattere, der har skabt DR’s succes de seneste 20 år, er ansat der i dag", siger Nikolaj Scherfig til Politiken.

Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge, anerkender, at der i hele produktionsmiljøet er en diskussion om god trivsel og arbejdsmiljø, og at DR ikke er lønførende, men han mener ikke, at det har vist sig i talentflugt fra DR.

"Og det er nok rigtigt, at hvis du vil have de højeste lønninger; så er det måske ikke hos DR, at du finder dem. Vi er økonomisk udfordret af markedet," siger han til Berlingske.

Christian Rank blev afskediget mandag, ifølge DR for at give DR Drama ro og en ny start som følge af den "turbulens", der har været efter udskydelsen af den stort anlagte dramaserie om Leonora Christina Ulfeldt, kort tid før optagelserne skulle begynde.

Desuden handler fyringen om, at DR befinder sig i et "overophedet marked", hvor et stort antal nye streamingtjenester øger konkurrencepresset på fiktionsproduktion.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også