Disneys streamingtjeneste giver vokseværk hos selskabet

Disney har genåbnet flere forlystelsesparker, der oplever stigende omsætning for første gang i fem kvartaler.
Foto: BRENDAN MCDERMID/REUTERS/Ritzau Scanpix
Foto: BRENDAN MCDERMID/REUTERS/Ritzau Scanpix
AF RITZAU & RITZAU FINANS

Underholdningskoncernen Walt Disney har oplevet solid vækst i tredje kvartal, hvilket blandt andet skyldes dets streamningtjeneste Disney Plus.

Her er folk strømmet til i en sådan grad, at antallet af betalende kunder er steget med hele 12,4 mio. til i alt 116 mio. på tre måneder. Det fremgår af selskabets regnskab, der er blevet offentliggjort torsdag.

Disneys strategi bygger i det hele taget på streamingtjenester, der kan konkurrere med Netflix på det overfyldte marked for online underholdning.

Foruden Disney Plus ejer selskabet også Hulu og Espn Plus, der til sammen har 58 mio. betalende kunder.

Sammenlagt er Walt Disneys omsætning i tredje kvartal steget med 45 pct. sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Den lyder nu på 17 mia. dollar svarende til 107,8 mia. kr. hvoraf 12,7 mia. dollar kom fra selskabets online underholdningsdivision.

Det skal dog siges, at selskabets forlystelsesparker var lukkede i samme periode sidste år, mens de i dette kvartal til dels har været medvirkende til et stærkt regnskab.

Disney har nemlig kunnet åbne en lang række forlystelsesparker, efter at restriktioner flere steder i verden er blevet lempet.Forlystelsesparkernes omsætning steg således for første gang i fem kvartaler.

Medie- og underholdningsforretningerne leverede indtægter for 12,68 mia. dollar, mod ventede 12,90 mia. dollar, mens forretningsområdet med forlystelsesparker, krydstogtsejlads og produktsalg sikrede en omsætning på 4,34 mia. dollar mod spåede 4,05 mia. dollar.

De to divisioner fik samtidig respektive driftsoverskud på 2,03 mia. dollar og 356 mio. dollar. Begge tal over det ventede på Wall Street

Trods fremgangen ser Disney dog fortsat covid-19-pandemien som en udfordring, der på ny kan komme til at spænde ben for ønsket om at åbne dørene for gæster.

Selskabet forventer desuden, at det fortsat kan komme til at opleve høje omkostninger for at imødegå myndighedernes regler og indføre sikkerhedstiltag for netop gæster og medarbejdere.

Disse omkostningerne kan komme til at løbe op i 1 mia. dollar i 2021, fremgår det af regnskabet.

"Vi sluttede det tredje kvartal i en stærk position og er tilfredse med selskabets bane, mens vi vækster vore forretninger trods de vedvarende udfordringer fra pandemien," udtaler Bob Chapek, CEO i Disney, i regnskabet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også