Tunesisk politi stormer Al Jazeeras kontor under uro

Der er uro i Tunesien, efter at landets præsident søndag fyrede premierministeren og suspenderede parlamentet.
Foto: Tim Brakemeier/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Tim Brakemeier/AP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Væbnede tunesiske politibetjente har mandag stormet mediet Al Jazeeras kontor i Tunesiens hovedstad, Tunis.

Det skriver Al Jazeera på sin hjemmeside.

Det sker, efter at præsident Kais Saied sent søndag aften fyrede premierministeren og suspenderede parlamentet. Det har skabt uro i landet, hvor præsidentens rivaler beskylder ham for at undergrave demokratiet.

Ifølge Al Jazeera indtog mindst 20 civilklædte og væbnede betjente mandag mediets kontor. Alle ansatte blev smidt ud af bygningen.

"Vi fik ikke nogen forudgående melding om, at vi ville blive smidt ud af vores kontor af sikkerhedsstyrkerne," siger Lotfi Hajji, Al Jazeeras chef i Tunesien.

Betjentene havde angiveligt ikke nogen ransagningskendelse.

De involverede betjente meddelte angiveligt, at de udførte instruktioner fra landets retsinstans, og at alle journalister skulle forlade kontoret.

Journalisterne skulle slukke deres telefoner. De fik heller ikke lov til at vende tilbage til kontoret for at få fat i deres personlige ejendele. Det skriver Al Jazeera.

I løbet af mandagen har der blandt været uro foran landets parlament. Her har præsidentens støtter og modstandere kastet sten efter hinanden.

Samtidig fortsætter præsidenten mandag med at fyre ministre i regeringen. Ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyser han, at både forsvars- og justitsministeren vil blive erstattet.

Præsidentens handlinger søndag kom efter længere tids ulmende uro.

Mange borgere i Tunesien har længe været vrede over landets elendige økonomi, voksende arbejdsløshed og problemer med korruption.

Det moderate islamiske parti Ennahda, der er parlamentets største, har været genstand for meget af befolkningens vrede. Søndag brugte politiet tåregas mod demonstranter, som gik til angreb på partiets hovedkvarter.

"Vi er blevet fri for dem," sagde Lamia Meftahi, som er en kvinde, der fejrede søndagens begivenheder i Tunis, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Parlamentsformand Rached Ghannouchi, der er leder for Ennahda, sagde søndag, at Saied har gennemført et "kup mod revolutionen og forfatningen".

"Vi anser institutionerne for stadig at være intakte, og Ennahdas tilhængere og folket vil forsvare revolutionen," sagde han ifølge Reuters.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også