MediaWatch

Coronaeffekten er forsvundet hos streamingtjenesten Netflix

Netflix har omsat for over 46 milliarder kroner i andet kvartal, men vækst i antallet af nye brugere falder.

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Streamingtjenesten Netflix oplever nu, at det store løft af nye abonnenter under coronakrisen begynder at stilne af, i takt med at pandemien aftager i store dele af verden.

Det viser sig i Netflix' regnskab for andet kvartal i 2021. I april, maj og juni har streaminggiganten fået 1,5 millioner nye betalende kunder.

Sammenligner man med januar, februar og marts, kom der fire millioner nye kunder til, mens der sidste år i første kvartal under coronaudbruddet kom hele 16 millioner nye brugere.

Netflix beretter selv i sit brev til aktionærerne om, at coronasituationen har skabt en "ujævn" tilgang i nye abonnenter, og at man havde forventet en nedgang i 2021.

"Pandemien har skabt en usædvanlig ujævnhed i vores vækst, og det forvrænger år til år-sammenligningerne," skriver Netflix.

Samlet er Netflix dog kommet ud af årets første seks måneder med 209 millioner betalende medlemmer, som endda er en smule mere, end streamingtjenesten havde regnet med, lyder det.

I tredje kvartal forventer Netflix en tilgang af 3,5 millioner nye kunder.

I 2020 oplevede Netflix den største tilgang af abonnenter, siden tjenesten startede, da der kom 37 millioner nye kunder i løbet af sidste år.

Omsætningen i andet kvartal har været på 7,3 milliarder dollar (46 milliarder kroner). Det er mere end i første kvartal, hvor omsætningen lød på 7,2 milliarder dollar (45,5 milliarder kroner).

Overskuddet i andet kvartal endte på 1,35 milliarder dollar (8,5 milliarder kroner), hvilket er en smule lavere end første kvartal, hvor streamingtjenesten kom ud med et overskud på 1,7 milliarder dollar (10,7 milliarder kroner).

I det første halve år af 2021 har Netflix altså samlet tjent lidt over tre milliarder dollar.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Top 20: OL-håndbold og sejlsport trak flest seere

TV 2's nye underholdningsprogram "Først og sidst" tabte sin førerposition fra forrige uge til en række OL-opgør, som skubbede andre formater ned af listen. OL stod for 12 af 20 udsendelser i Kantar Gallups liste over sidste uges 20 mest sete liveprogrammer.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs