Danskere kæmper bag kulissen om store Cannes-priser

Der er ingen dansk spillefilm med i Guldpalme-konkurrencen i år, men Danmark er stadig repræsenteret i Cannes.
Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Filmfestivalen i Cannes vender tirsdag tilbage efter sidste års coronaaflysning og dette års udskydelse fra maj måned.

Men når den røde løber rulles ud i den sydfranske badeby, sker det uden at en dansk spillefilm kan vinde Den Gyldne Palme eller andre store priser.

Og det er uvant for vores filmnation, mener film- og tv-anmelder hos Politiken Nanna Frank Rasmussen, som også er formand for Danske Filmkritikere.

"Vi holder et ekstremt højt niveau i dansk film, så det er lidt skuffende, at der ikke er en dansk spillefilm med. Om ikke andet i en af sidekonkurrencerne, som vi har haft mange gange før."

Dog er to danske kortfilm udtaget. Og Danmark er repræsenteret bag kulissen til nogle af de største priser.

Det danske produktionsselskab Snowglobe har været koproducent - altså samarbejdet med et andet selskab - på den norske film "Verdens værste menneske", der konkurrerer blandt 23 film om Guldpalmen.

Filmen er instrueret af halvdanske og -norske Joachim Trier.

Det er første gang, produktionsselskabet havner i hovedkonkurrencen. Og det betyder meget, fortæller producer og medstifter Mikkel Jersin.

"Cannes er en slags verdensmesterskab. Og når vi så ender i hovedkonkurrencen, er det helt unikt for os."

"Det er det førende udstillingsvindue for de film, vi arbejder med. Og derfor er vi utroligt taknemmelige og glade for det."

Derudover står produktionsselskabet bag en spillefilm i den anden store kategori, Un Certain Regard.

Til sidst er selskabet at finde bag film i kategorien Directors Fortnight, og i Critics Week med den danskinstruerede kortfilm "Inherent".

I kortfilmsprogrammets uddeling af Guldpalmen har danske Casper Rudolf Emil Kjeldsen mulighed for at trække statuetten hjem med sin film "Det er i jorden".

Selv om det er flot af de udtagne danskere, mener Nanna Frank Rasmussen, det er ærgerligt, at kvindelige filmmagere langt hen ad vejen bliver overset i udvælgelsen til de store priser.

Kun 4 ud af de 23 udtagne instruktører til Den Gyldne Palme er i år kvinder.

"Trier, Winding Refn og Vinterberg har været faste indslag i Cannes, og man kan jo godt håbe på, at festivalen snart opdager nogle af de dygtige kvindelige instruktører, vi har," siger anmelderen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også