Filmaktører går sammen om talentudvikling

New Danish Screen, Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje vil med projektet "Nye steder - nye stemmer" finansiere udviklingen af lowbudget spillefilm, dokumentarfilm og -serier.
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken/Ritzau Scanpix

I et fælles initiativ inviterer tre aktører inden for filmproduktion - New Danish Screen, som er en del af Det Danske Filminstitut (DFI), og de to regionale filmpuljer Filmfyn og Den Vestdanske Filmpulje - talenter til et projekt, der skal udvikle filmiske fortællinger om livet i Danmark uden for hovedstadsområdet. Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

"Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn er begejstrede over, at vi nu sammen med DFI har skræddersyet et udviklingsinitiativ, der ikke bare vil give de udvalgte hold værdifuld erfaring, men også sikre en endnu større diversitet i filmiske fortællinger fra hele Danmark," siger Klaus Hansen, direktør i FilmFyn og Steen Risom, chef i Den Vestdanske Filmpulje i pressemeddelelsen.

Initiativet, som er rettet mod instruktører, manuskriptforfattere og producere på et "professionelt og semiprofessionelt niveau" sigter mod at udvikle spillefilm og dokumentarfilm eller -serier, som skal kunne realiseres inden for et budget på maksimalt 4,5 mio. kr. for spillefilm og maksimalt 1,7 mio. kr. for dokumentarfilm.

Projektet støtter i første omgang op til 10 udvalgte projekter med hver 50.000 kr. til den første del af udviklingen af projektet, og efter første fase vil 4-6 projekter få et beløb på 400.000 kr. til spillefilm og 250.000 kr. til dokumentarfilm eller dokumentarserie til den visuelle udvikling, som skal gennemføres inden for en periode på fire måneder. Programmet giver ikke projektstøtte, som skal søges på egen hånd efter endt udvikling.

Fristen for at søge er 23. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også