Tidligere elever på filmhøjskole kræver bestyrelsens afgang

En sammenslutning af tidligere elever på Den Europæiske Filmhøjskole har ikke længere tillid til højskolens bestyrelse efter håndtering af krænkelsessager.
Foto: Martin Slottemo Lyngstad/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Slottemo Lyngstad/Ritzau Scanpix

Der er ikke længere tillid til bestyrelsen på Den Europæiske Filmhøjskole blandt 57 tidligere elever på højskolen. Det skriver eleverne i en pressemeddelelse ifølge Filmmagasinet Ekko og Kulturmonitor.

"Vi har ikke længere tillid til, at de kan skabe de nødvendige forandringer på Den Europæiske Filmhøjskole, der skal løse de kulturelle og institutionelle problemer, som plager skolen. Vi ser derfor ingen andre muligheder end at kræve bestyrelsens afgang. Der må derfor vælges en ny bestyrelse med nye medlemmer, som er opgaven og ansvaret voksent," lyder det i pressemeddelelsen, hvor eleverne kalder til stormøde om situationen 6. juni.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, at de tidligere elever sendte en klage til bestyrelsen over håndteringen af sager om grænseoverskridende oplevelser på skolen og krævede en uforbeholden undskyldning.

Klagebrevet kom som reaktion på, at den tidligere rektor Ellen Riis i marts gik af efter klager over hendes håndtering af krænkelsessager, og at bestyrelsen efterfølgende beklagede, at hun måtte stoppe på grund af "urimeligt personforfølgende" artikler i Filmmagasinet Ekko.

Efterfølgende har bestyrelsen svaret eleverne i et åbent brev, hvor den oplister de tiltag, som er blevet sat i værk for at forhindre og håndtere bl.a. mobning og seksuelle krænkelser fremadrettet og beklager, at tiltagende først sættes i værk nu. Det har dog ikke været nok for eleverne, som bl.a. mener, at bestyrelsen har skabt en tavshedskultur på skolen.

Det har ikke været muligt for Kulturmonitor at få en reaktion fra medlemmer af højskolens bestyrelse på den seneste udvikling i sagen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også