Flere regionale medier går i samarbejde med TV 2 om kandidattest

En række regionale avishuse tilslutter sig samarbejdet om en online kandidattest op til kommunalvalget i november, som TV 2, TV 2 Regionerne og Jysk Fynske Medier skød i gang ved sidste valg.
Arkivbillede af kandidattest fra 2017. 2021-testen vil ikke indeholde dette spørgsmål. | Foto: PR/TV 2
Arkivbillede af kandidattest fra 2017. 2021-testen vil ikke indeholde dette spørgsmål. | Foto: PR/TV 2

TV 2 får besyv med fra en stribe lokale og regionale medier, når mediet skal udarbejde en kandidattest, der skal hjælpe vælgerne med at navigere i havet af kandidater og politiske holdninger op til kommunal- og regionsrådsvalget. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Under det seneste lokal- og regionalvalg i 2017 samarbejdede TV 2 med Jysk Fynske Medier og TV 2 Regionerne i forarbejdet til kandidattesten. I år udvides kredsen af samarbejdspartnere til også at inkludere Sjællandske Medier, Det Nordjyske Mediehus, Lolland-Falsters Folketidende og Der Nordschleswiger.

Sjællandske Mediers ansv. chefredaktør, Bente Johannesen, er begejstret for, at mediehuset har tilsluttet sig samarbejdet.

"Hos Sjællandske Medier og sn.dk glæder vi os til, at vi med deltagelse i denne store kandidattest kan være med til at løfte opmærksomheden om efterårets lokale og regionale valg på Sjælland. For vores vedkommende bliver det i et tæt samarbejde med TV 2 Øst og TV 2 Lorry," siger hun.

Kandidattesten skal via omkring 20 spørgsmål klæde vælgere bedre på til at vælge imellem de flere tusinde kandidater, der stiller op i valgkredsene på tværs af landet. En del af spørgsmålene har landsdækkende karakter og formuleres af TV 2, mens de resterende vil blive tilpasset til vælgerens nærområde og være formuleret af de lokale og regionale medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også