TV 2's nyhedsdirektør er blevet sygemeldt efter en blodprop

I weekenden blev TV 2's nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, ramt af en blodprop i hjertet. Souschef Jacob Kwon er konstitureret nyhedsdirektør, indtil Mikkel Hertz er tilbage.
Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
AF RITZAU

TV 2's nyhedsdirektør, Mikkel Hertz, er i weekenden blevet indlagt og opereret for en blodprop i hjertet.

Det skriver TV 2.

Ifølge TV 2's adm. direktør, Anne Engdal Stig Christensen, har Mikkel Hertz mandag morgen sagt, at han er "ved godt mod", men "meget træt".

"Det gør mig uendeligt ondt på Mikkels vegne, og jeg håber, at han ved dygtige lægers hjælp og med sit ukuelige fightergen snart er på benene igen," siger Anne Engdal Stig Christensen til TV 2.

Ifølge direktøren afventer Mikkel Hertz, der er 61 år, yderligere information om en mulig ekstra operation.

Souschef på TV 2 Jacob Kwon er konstitueret nyhedsdirektør, indtil Mikkel Hertz er tilbage igen.

Mikkel Hertz blev nyhedsdirektør på TV 2 i slutningen af 2015. Han har siden haft ansvaret for nyhedsudsendelserne på tv-stationens hovedkanal, for TV2 News og for hjemmesiden tv2.dk.

Mikkel Hertz blev for nogle uger siden opereret for lyskebrok. Han var lige vendt tilbage på job efter operationen, da han i weekenden blev ramt af blodproppen.

"Nu skal Mikkel have ro og hvile, og så håber jeg snart at se ham på TV 2 igen," siger Anne Engdal Stig Christensen.

I indeværende år har Mikkel Hertz flere gange været i medierne i sager, der har involveret TV 2.

Da en TV 2-medarbejder som den første dansker blev konstateret smittet med coronavirus i slutningen af februar, var det blandt andre Mikkel Hertz, som blev brugt af medierne til at høre mere om situationen på tv-stationen.

Inden for den seneste tid har han også været i medierne på grund af debatten om sexisme i mediebranchen, herunder TV 2.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også