Omstridt dokumentar om ældrepleje vises torsdag på TV 2

TV 2 viser torsdag dokumentarfilmen om ældreplejen i Aarhus, der har været bremset af midlertidigt forbud.
Foto: Mads Frost/JPA
Foto: Mads Frost/JPA
AF RITZAU

Opdateret kl. 14:13.

Den omstridte dokumentar fra blandt andet plejehjemmet Kongsgården i Aarhus bliver sendt torsdag på TV 2.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Dokumentarfilmen har været holdt tilbage af et midlertidigt forbud, der dog nu øjensynligt er hævet.

Dokumentaren indeholder skjulte optagelser fra blandt andet plejehjemmet Kongsgården, der har været meget omtalt.

Aarhus Kommune fik tidligere et midlertidigt forbud på plads mod at vise dokumentaren.

Video og billeder fra dokumentaren er bragt af Ekstra Bladet. De viser en til tider ydmygende behandling af en beboer.

Torsdag fortalte kommunen, at en enig magistrat - et beslutningsdygtigt organ bestående af folkevalgte kommunalpolitikere - besluttede at stoppe sagen.

"Jeg er utrolig tilfreds med, at samtlige partier i Aarhus Byråd bakker op om mit ønske om at få vist TV 2's dokumentar."

"Dokumentaren fortjener offentlighedens kendskab," sagde Jette Skive, rådmand i Aarhus Kommune, i den forbindelse.

Det var Jette Skive og Aarhus Kommune selv, der fik nedlagt forbuddet, der er godkendt i både by- og landsret.

Oven på debatten og opmærksomheden skiftede Aarhus Kommune og Jette Skive holdning til forbuddet mod offentliggørelse.

"Jeg har set dokumentaren, og den rystede mig."

"Det er mit håb, at vi alle kan lære af dokumentaren, og at den vil sætte gang i en grundig debat om, hvordan vi som samfund skal behandle vores ældre – og om vi har økonomi nok til give de ældre den pleje og omsorg, som de fortjener," sagde Jette Skive torsdag.

Ifølge TV 2 vil dokumentaren blive efterfulgt af et debatprogram om ældreplejen i Danmark.

Debatten vil få deltagelse af Jette Skive, sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), FOA-formand Mona Striib og en række eksperter på området.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også