Fodboldorganer satser på fyldte tribuner i næste sæson

Divisionsforeningen, DBU og DIF mener, at der i den kommende superligasæson kan være fyldte tribuner.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Tribunerne kan være fyldt til bristepunktet i den kommende superligasæson.

I hvert fald hvis det står til Divisionsforeningen, Dansk Boldspil-Union (DBU) og Danmarks Idrætsforbund (DIF).

De har søndag fremlagt en plan, der skal gøre det muligt at have fuld tilskuerkapacitet i næste sæson.

Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Planen kommer, efter at der i tre superligakampe for nylig er blevet lavet forsøg, hvor mere end 500 personer er blevet lukket ind på de pågældende stadioner.

Evalueringen af forsøget - foretaget af repræsentanter fra Rigspolitiet, Statens Serum Institut, Styrelsen for Patientsikkerhed, DBU og Divisionsforeningen - har konkluderet, at der hen over sommeren godt kan afvikles kampe med flere end 500 personer til stede.

"Vi er enormt glade for forløbet omkring testkampe og evaluering. Det har været et fantastisk samarbejde, og vi mener, at forløbet har vist, at vi er i stand til at eksekvere som aftalt," lyder det i en fælles udtalelse fra Claus Thomsen, Jakob Jensen og Morten Mølholm Hansen.

De er direktører i henholdsvis Divisionsforeningen, DBU og DIF.

"Vi kan sektionere, identificere og sikre smitteopsporing på et meget højt niveau i en kontrolleret tilskuerrejse."

"Derfor er vi overbeviste om, at vi forsvarligt kan øge tilskuerkapaciteten yderligere – og målet er at komme tilbage på noget, som er tæt på normal tilskuerkapacitet med starten af den kommende sæson."

Det er ikke blot for tilskuernes skyld, at der nu arbejdes på at få fyldte tribuner. Det har afgørende økonomisk betydning for dansk professionel fodbold, at der kommer flere folk på stadion, lyder det.

"Allerede nu er tabene meget betydelige ved ikke at kunne levere aftalte ydelser til partnere," lyder det i pressemeddelelsen.

"Et afstandskrav på 2 meter betyder mellem 6 og 11 pct. kapacitetsudnyttelse på stadion. Enhver virksomhed, der udnytter 6 til 11 pct. af sin kapacitet, er ikke bæredygtig."

Af den grund er hovedpunkterne i planen for at få flere tilskuere på stadion blandt andre, at afstandskravet mellem personer skal sænkes fra to til en meter, samt at personer med nær relation - eksempelvis familiemedlemmer - skal kunne sidde samlet som normalt.

Divisionsforeningen, DBU og DIF ønsker at indføre disse tiltag allerede fra 8. juli. Det kræver dog en godkendelse fra politisk hold.

I den kommende uge har kulturminister Joy Mogensen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) indkaldt Folketingets politiske ordførere til drøftelser angående dette, fremgår det på Kulturministeriets hjemmeside.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også