Japans premierminister foreslår IOC at udskyde OL

De japanske OL-arrangører foretrækker at udskyde OL til 2021 og foreslår dette til IOC, skriver Reuters.
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Sommer-OL i Tokyo ser ud til at blive udskudt i et år.

Tirsdag klokken 12 dansk tid begyndte et telefonmøde mellem Japans premierminister, Shinzo Abe, og præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, og her har premierministeren foreslået at udskyde OL i et år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Årsagen, til at de japanske OL-arrangører ønsker at udskyde OL, er udbruddet af coronavirus.

En lang række nationale olympiske komitéer og store idrætsforbund har også ytret ønske om at udsætte OL. Danmarks Idrætsforbund ønsker eksempelvis også at udskyde legene i et år.

Canada er gået skridtet videre og har meddelt, at man ikke vil sende atleter til OL, hvis legene afvikles som planlagt.

Ifølge den oprindelige plan er der OL-åbningsceremoni 24. juli, mens legene i den japanske storby slutter 9. august.

Det vides ikke, hvor længe telefonmødet mellem Abe og Bach varer, men ifølge Reuters vil den japanske premierminister orientere pressen om mødet klokken 13.15 dansk tid.

Allerede inden tirsdagens møde skrev det japanske medie Sankei, at parterne forhandlede om betingelserne i forbindelse med en OL-udskydelse.

En unavngiven topembedsmand fra den japanske regering sagde i samme ombæring til Sankei, at OL i Tokyo bliver udskudt til sommeren 2021.

Legene kan dog ikke udskydes med mere end et år, da de i så fald vil ramle sammen med vinter-OL i Beijing i Kina i 2022, oplyste embedsmanden.

IOC åbnede i søndags for første gang op for, at en OL-udskydelse kunne være en mulighed. Her varslede IOC, at en beslutning ville blive taget inden for fire uger, men efter stigende pres ser en beslutning nu ud til at blive taget før.

Ifølge Reuters er det et spørgsmål om dage og ikke uger.

En opgørelse fra Johns Hopkins University, der hele tiden opdaterer antallet af smittede og døde af coronavirus, viser tirsdag, at der er registreret 1140 smittetilfælde i Japan. 42 af de smittede i landet er døde, mens 285 personer er erklæret virusfri efter at have været smittet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også