Direktør for CPH Pix vil gøre festivalen mere fokuseret

Fra næste år vil festivalen for fiktionsfilm CPH Pix være forandret, lyder det fra Tine Fischer, der tiltrådte som direktør sidste år.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Filmfestivalen CPH Pix står i et overgangsår, hvor festivalen skal bruge kræfter på at forny sig selv for at tilpasse sig nutidens mediemarked og forbrugere. Sådan lyder det fra festivalens direktør Tine Fischer, som tiltrådte sidste år, i et interview med Politiken.

Tine Fischer tiltrådte i 2018 som direktør for alle tre festivaler under Fonden De Københavnske Filmfestivaler: CPH Pix, CPH Dox og Buster. Ifølge hende er det bl.a. budgettet, som gør, at festivalen skal gentænkes. Desuden er hun blevet bedt om at gentænke, hvad en fiktionsfilmsfestival skal kunne i dag – og ifølge hende skal den kunne noget andet, end den har kunnet hidtil.

"CPH Pix kommer i fremtiden til at lave noget, der er anderledes end 99,9 pct. af de filmfestivaler, man har ude i verden, som har store programmer, der er et tværsnit af det, der bliver produceret lige nu og her. Pix kommer til at have et meget mere fokuseret program, og det kommer også til at være en festival, der i højere grad spørger ind til, hvad relevansen af en festival er. Hvorfor er der brug for filmfestivaler, når udbuddet af film og tilgængeligheden af film er så markant, som det er i dag?," siger Tine Fischer til Politiken.

I år udkommer CPH Pix i et reduceret format i forhold til tidligere år med 20 film i modsætning til de over 200 film, som var på programmet sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også