Analytiker: Netflix kan næppe vinde en priskrig

To streamingtjenester fra Apple og Disney er billigere end Netflix. Analytiker ser med bekymring på Netflix' muligheder for at vinde en priskrig.
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/FINANS

Apple åbnede fredag op for sin nye streamingtjeneste, og snart følger Disney trop. De to aktier steg begge i fredagens rekordhandel, hvor Apple også ramte en ny top, med henholdsvis 2,8 og 2,2 pct.

Netflix var derimod under pres på grund af udsigten til den skærpede konkurrence og mistde 0,2 pct., og hos finanshuset Needham spår analytiker Laura Martin, at Netflix vil blive udfordret kraftigt i en priskrig, skriver Bloomberg News. Hun foreslår derfor, at koncernen skaber billigere, reklamefinansierede tjenester til kunderne.

Det har Netflix imidlertid længe afvist som en mulighed, selv om toppen af Netflix' applikation af mange markedsføringseksperter anses som "the most valuable advertising space in the world", og som i dag alene bruges til at reklamere for Netflix' eget indhold.

Både Apple TV+ og Disney+ vil være billigere end Netflix, og hos HBO, som tidligere på ugen ganske vist præsenterede en lidt dyrere tjeneste, og som lanceres til næste år, kan ejeren AT&T tilbyde en masse rabatter til kunder, der også køber mobilabonnement eller kabel-tv i koncernen.

"Vi er bekymrede for Netflix' evne til at vinde en priskrig inden for streaming," spår Needhams Laura Martin i en kommentar og ser, at Netflix vil miste op mod 10 mio. kunder på hjemmemarkedet i USA næste år på grund af den øgede konkurrence.

Hun peger på, at AT&T ikke behøver at tjene penge på sin tjeneste, så længe den skaber værdi andre steder i forretningen. En luksus, som Netflix ikke har.

Netflix har dog allerede klaret sig stærkt i konkurrence med billigere produkter så som Hulu fra Disney og Amazons Prime Video, der faktisk er gratis i flere abonnementer, uden at det har skåret ind i kundeantallet i USA, påpeger Todd Juenger, som er analytiker hos Sanford C. Bernstein.

"Netflix har allerede konkurreret med succes, hele tiden, med et produkt, der i USA har en meget lav pris," skriver han om Hulu i en analyse ifølge Bloomberg News.

"For slet ikke at tale om Amazon Prime Video."

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også