Et debatformat på den regionale public service-station TV 2 Øst har fået en af de inviterede folketingskandidater fra Venstre til at sige fra, skriver Berlingske.
Konceptet skal sendes 30. maj og er en livedebat målrettet yngre seere med kandidater fra Sjællands Storkreds. Vært er influenceren Mads Marius, der kan give folketingspolitikerne et mildt elektrisk stød, hvis de afbryder, taler i floskler eller går efter modstanderen personligt.
"Det er et latterligt koncept, der tager den politiske debat ned på et niveau, hvor den ikke hører til. Der er mange andre måder, man kan lave politisk debat sjovt og anderledes og interessant på, end ved at give folk stød på live-tv," siger folketingskandidat for Venstre Morten Dahlin om debatformen, som han har valgt at takke nej til.
Nyhedschef på TV 2 Øst, Anders Riisgaard, mener ikke, at formatet skygger for substansen i valgdækningen, siger han til Berlingske:
"Jeg har en forventning om, at der kommer en saglig debat ud af det, hvor man kan lære noget, selvom man normalt ikke ser politiske debatter. Det er min forhåbning. Det er lidt af det, vi er sat i verden for som public service medie, og særligt vores ungdomsredaktion, som skal forsøge at ramme en ny målgruppe, som vi aldrig har ramt før."