Egmont og Tivoli styrker samarbejde om Rasmus Klump

Forlaget Egmont og forlystelsesparken Tivoli stifter et nyt selskab, som skal "videreudvikle og styrke" Rasmus Klump-brandet i hele verden. Ny tv-serie får premiere på DR Ramasjang snart.
Foto: Ritzau Scanpix/Sara Gangsted
Foto: Ritzau Scanpix/Sara Gangsted

Egmont og Tivoli går sammen i et nyt partnerskab om den folkekære børnefigur Rasmus Klump.

Forlaget og forlystelsesparken har stiftet et fælles selskab for at "videreudvikle og styrke" brandet bag Rasmus Klump og hans venner. Det skal ske sammen med nye og nuværende licenstagere, som skal være med til producere og sælge nye produkter.

Det skriver partnerne i en meddelelse.

Centralt i bestræbelserne står en ny tv-serie om Rasmus Klump, som er produceret af tyske Studio Soi. Den bliver vist på DR Ramasjang til december. Dertil kommer andre former for underholdning, legetøj, undervisningsmateriale og børnetøj.

"Vi er stolte af Rasmus Klump, som er et dansk ikon uden sidestykke. Vi er sikre på, at Tivoli med sit stærke brand kan løfte Rasmus Klump og hele hans univers til nye højder, og vi ser Tivoli som den perfekte partner fremover. Alle børn og forældre elsker Rasmus Klump og partnerskabet vil gøre Rasmus Klump endnu mere synlig," udtaler Torben Bjerre Rasmussen, CEO i Egmont Publishing.

Japanerne er vilde med Rasmus Klump

Rasmus Klump er allerede tilstede i Tivoli i København med en stor legeplads, som blev indviet i 2010. Det nye sats sammen med Egmont er desuden en del af Tivolis strategi om at blive mindre afhængig af sin forlystelsespark.

"Med afsæt i det kendte Rasmus Klump-univers vil vi i det nye selskab udvikle brandet inden for områder som underholdning, legetøj, edutainment (sjov, leg og læring), tekstiler og boligtilbehør. Vi vil sammen med de nuværende licenstagere samt nye partnere åbne for nye idéer, der kan innovere det elskede, danske ikon, Rasmus Klump," udtaler Laura Lund Olsen, director i Tivoli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også