Direktør forlader DR

Efter fem år som en del af DR's direktion siger Anne-Marie Dohm farvel til DR, efter det for en måned siden blev meldt ud, at hendes direktørstilling i DR Danmark bliver nedlagt.
Anne-Marie Dohm forlader DR efter fem år som direktør for DR Danmark. | Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Anne-Marie Dohm forlader DR efter fem år som direktør for DR Danmark. | Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Anne-Marie Dohm, hidtidig direktør for DR Danmark, stopper i public service-huset efter fem år som en del af den øverste ledelse. Det oplyser hun på sociale medier og bekræfter over for MediaWatch.

Direktørstillingen hos DR Danmark var ét af de to direktørområder, der blev nedlagt i september, da DR præsenterede sin treårige spare- og strategiplan. Her forlød det, at DR var i dialog med Anne-Marie Dohm om hendes fremtidige rolle, men en måned efter er det altså endt med, at hun siger farvel til DR.

"Jeg har haft min sidste arbejdsdag som direktør i DR. Det er med vemod, at jeg siger farvel til public service og de mange dygtige kolleger og samarbejdspartnere, som bidrager til at skabe fantastisk indhold. Men det er også med stolthed og glæde, når jeg ser på, hvordan vi er lykkedes med at samle danskerne på tværs af landet," skriver Anne-Marie Dohm i et opslag på Facebook.

DR går fra syv til fem direktører

På spørgsmålet om, hvad dialogen mellem Anne-Marie Dohm og DR har handlet om i de uger, der er gået, siden DR meldte ændringerne ud i september, henviser hun til DR. Herfra lyder det kortfattet fra kommunikationschef Lasse Bastkjær, at DR har afskediget direktøren i forbindelse med omlægningerne.

"Jeg kan bekræfte, at Anne-Marie Dohm nu er blevet opsagt. Jeg har ikke kommentarer til en personaleproces i øvrigt," skriver Lasse Bastkjær i en kommentar.

Også posten som kulturdirektør forsvandt i september, og allerede dengang forlod daværende direktør for DR Kultur Tine Smedegaard Andersen DR.

DR har som en del af spare- og strategiplanen slanket direktionen fra syv til fem medlemmer - bl.a. ved at slå området DR Danmark sammen med DR Nyheder i et nyt, større direktørområde, som nyhedsdirektør Sandy French er sat i spidsen for. Samtidig er DR i gang med at rekruttere en ny direktør til det andet nye direktørområde på indholdssiden, DR Kultur, Børn og Unge. Den stilling vil blive slået op snarest, oplyser kommunikationschef Lasse Bastkjær.

DR Danmark har ud over DR's regionale P4-redaktioner, DR's distrikter, favnet bl.a. produktionen inden for området aktualitet og debat samt DR's livstils-, dokumentar- og B&U-produktioner i Aarhus og den forholdsvist nye vidensredaktion i Aalborg. Størstedelen er i den nye organisering blevet en del af det nye, store nyhedsområde DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter under nyhedsdirektør Sandy French.

Har endnu ikke fremtiden på plads

Anne-Marie Dohm blev udnævnt som direktør for DR Danmark i 2013. Før da var hun chefredaktør for Nordjyske Medier og i en årrække rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Blandt tidligere arbejdsgivere kan nævnes Jyllands-Posten, Mejeriforeningen og DGI.

Blandt højdepunkterne i DR-tiden fremhæver hun på Facebook bl.a. flytning af programmer og indhold hos DR, "så DR blev bedre i stand til at spejle danskerne på tværs af landet", DR's dokumentarproduktion og den række af priser, bl.a. Cavling, FUJ og Emmy, som DR har modtaget.

Hvad fremtiden skal bringe for den nu forhenværende DR-direktør, er uvist.

"Det er et privilegium at have fået lov til at arbejde for en så vigtig og kulturbærende institution. Jeg ønsker DR og alle medarbejdere alt det bedste fremover. Nu glæder jeg mig til at se, hvad fremtiden bringer arbejdsmæssigt," skriver Anne-Marie Dohm, der over for MediaWatch ikke ønsker at knytte flere kommentarer til sin afsked med DR.

DR's direktion har i alt fem medlemmer. De er generaldirektør Maria Rørbye Rønn, nyhedsdirektør Sandy French, økonomidirektør Nikolas Lyhne-Knudsen, mediedirektør Henriette Marienlund samt en endnu ubesat direktørstilling i spidsen for kultur, børn og unge. Henriette Marienlund bestrider midlertidigt sidstnævnte direktørpost.

Opdateret kl. 10.42 med kommentar fra DR's kommunikationschef.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også