DR-dokumentar er nomineret til en Emmy

DR1-dokumentaren "Menneskesmuglerne" er nomineret til den amerikanske seriepris Emmy i en nyheds- og dokumentarkategori.
Foto: ritzau/Scanpix/Chris Pizzello
Foto: ritzau/Scanpix/Chris Pizzello

Dokumentaren "Menneskesmuglerne", som blev vist på DR1 i november sidste år, har 1. oktober chancen for at løbe med en Emmy-statuette, når der uddeles priser inden for nyheds- og dokumentarområdet for 39. gang i New York. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Dokumentaren er nomineret i kategorien "Current Affairs" og er lavet af Poul-Erik Heilbuth og Georg Larsen og medproduceret af den tyske tv-station ZDF.

"Jeg har aldrig været Emmy-nomineret før, og det er stort. Det glæder mig særligt, fordi det er et højaktuelt og kontroversielt emne, vi har fat i. Jeg håber, nomineringen kan være med til at sætte øget fokus på, hvad der sker i Middelhavet, og at den kan få programmet til at blive vist i flere lande og "rejse endnu mere", end det allerede har gjort," siger Poul-Erik Heilbuth i meddelelsen.

I "Menneskesmuglerne" følger man menneskesmuglernes arbejde helt tæt på. Det blev muligt ved hjælp af mobiltelefoner, små turistkameraer og skjulte optagelser, lyder det.

Ifølge den danske public service-station er det første gang, at DR har chancen for at vinde en Emmy i dokumentargenren.

DR har modsat flere gange modtaget Emmy'er for sine dramaserier. Blandt andre har både "Rejseholdet" og "Nikolaj og Julie" modtaget statuetten, fremgår det af pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også