Jurist: Café Hack-lokationer risikerer bøder for lovbrud

De steder, der har betalt for besøg af det nu lukkede radioprogram Café Hack, risikerer nu bødestraf.
Foto: Jan Dagø/Polfoto/Arkiv
Foto: Jan Dagø/Polfoto/Arkiv
RITZAU

Det er ikke kun radioprogrammet Café Hack, der har brudt markedsføringsloven, når det har sendt sommerprogrammer mod betaling de seneste mange år.

Det har også de steder, der har betalt for at få Café Hack forbi. Og de kan ende med en bøde fra Forbrugerombudsmanden, hvis myndigheden går ind i sagen.

Det siger mediejurist og partner i mediebureauet Bird & Bird Peter Lind Nielsen til Radio24syv:

"Efter paragraf fire i markedsføringsloven, så er det alle de medvirkende i sådan et arrangement, der har et ansvar," siger han.

"Det er faktisk annoncøren, der har det primære ansvar for at sørge for, at der bliver gjort opmærksom på, at der er tale om et sponsoreret program."

Olav B. Madsen, bestyrer på Knivholt Hovedgaard, siger til Radio24syv, at han ikke var klar over, at også godset kan have forbrudt sig mod markedsføringsloven.

Det ændrer ikke på, at han fortsat vil kræve de 125.000 kroner tilbage, som han har betalt Café Hack.

"Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i det rent juridisk," siger han til Radio24syv

Forbrugerombudsmanden, som kan uddele bøder for overtrædelser af markedsføringsloven, oplyser til Radio24syv, at den har modtaget en klage i sagen om Café Hack.

Men Forbrugerombudsmanden kan endnu ikke sige, om det er en sag, som instansen vil gå ind i.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også