NRK erkender svigt i dækning af terrortrussel

NRK, der er den norske pendant til DR, afbrød efter få minutter den direkte radiotransmission fra pressemødet om den aktuelle terrortrussel mod Norge. En fejl, erkender nyhedschefen. 

Norske radiolyttere fik kun lov til at lytte med i fem minutter, da de norske myndigheder tidligere i dag afholdt pressemøde for at advare om den aktuelle terrortrussel mod landet.

Mens public service stationen NRK transmitterede hele pressemødet på nettet og på tv-kanalen NRK1, blev sendingen på radio afbrudt efter få minutter, og det har mødt kritik, skriver Kampanje.

"NRK har en samfundsopgave i at holde Norge orienteret og informeret, når det sker store, vigtige ting, og NRK er fortsat den vigtigste nyhedskilde for mang. I en ferietid som nu, hvor mange er i bil, på reise og i sommerhus uden netforbindelse og digital dækning, er desto flere afhængige av NRK for følge med i nyhederne," siger tidligere redaktør på Aftenposten og leder af Pressens faglige utvalg (PFU), Hilde Haugsgjerd til Kampanje.

Nyhedsdirektør: Det glippede

Nyhedsdirektør Per Arne Kalbakk fra NRK erkender, at NRK burde have tilsidesat de øvrige nyhedsindslag og i stedet have fortsat transmissionen fra pressekonferencen.

"Vi burde have sendt hele pressekonferencen på radio. Der var mange, som skulle varsles på kort tid, og det glippede. Pressekonferencen blev sendt i sin helhed på nettet og på NRK 1, og der vil være udvidede udsendelser dagen igennem," siger han.

Pressemødet, hvor den norske justitsminister og chefen for landets sikkerhedstjeneste PTS bl.a. deltog, var kommet hurtigt i stand efter den norske sikkerhedstjenesten har fået informationer om, at en islamistisk gruppe med tilknytning til Syrien kan have planlagt en terroraktion i Norge, der kan ske inden for bare få dage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også