Radio- og tv-nævnet kræver forklaring fra SBS

Radio- og tv-nævnet har besluttet at bede SBS redegøre for sagen om det skjulte sponsorprogram 'Kina Ekspressen'.

Radio- og tv-nævnet har besluttet at tage sagen om det skjulte sponsorprogram 'Kina Ekspressen' på SBS Radio op. 

SBS-kanalerne Voice og Nova fm har gennem fire år har bragt det ugentlige program 'Kina Ekspressen' uden at fortælle lytterne, at SBS fik penge af producenten for at bringe programmet.

Radio- og tv-nævnet har nu bedt SBS Radio redegøre for, hvordan det hænger sammen med Radio- og fjernsynslovens regler for sponsorering af programmer og indgåelse af partnerskaber.  

"Vi har besluttet at tage sagen op. Og vi har nu bedt SBS Radio om deres bemærkninger i sagen," siger nævnets formand, Mads Bryde Andersen (billedet). 

Sjældent at nævnet selv tager sager op
Radio- og tv-nævnet tager ganske sjældent sager op af egen drift. I løbet af de seneste par år er det kun sket i sagen om TV 2's søndagsserie 'Den som dræber' og sagen om ROJ Tv. 

Men SBS Radio og Kina Ekspressen har fanget nævnets interesse, da sagen har fået opmærksomhed i flere medier, og fordi SBS selv har erkendt at have fået betaling for programmerne uden at lægge det frem. 

"Dels har der været en interesse for sagen i flere medier, og dels rummer den nogle iøjnefaldende problemstillinger. Derfor er det nærliggende, at vi kigger på det," siger Mads Bryde Andersen.

Redegøre for betaling og aftaler
Nævnet beder i et brev til SBS Radio om en redegørelse for de aftaler, der er indgået med produktionsselskabet bag programmerne, GBtimes. SBS har tidligere fortalt, at radioen fik programmerne leveret gratis, fik penge for at bringe dem men ikke gjorde lytterne opmærksom på dette forhold. Sponsorerede programmer skal ifølge loven tydeligt varedeklareres over for lyttere og seere.

SBS skal blandt andet forklare, hvilke aftaler, der var lavet om betaling og desuden redegøre for GBtimes ejerforhold.   

Det sidste har fået opmærksomhed i medierne, fordi GBtimes er ejet af det statsejede China Radio International, og er blevet beskyldt for at producere propaganda for den kinesiske stat.

Loven kræver vandtætte skotter
Desuden skal SBS redegøre for radioens og leverandørernes beslutningsgrundlag vedrørende programmernes indhold.

Det er interssant, fordi der ifølge den såkaldte reklamebekendtgørelse skal være vandtætte skotter mellem sponsorer og medier: En sponsor må ikke kunne påvirke indholdet i de programmer, der sponsoreres.

I tilfældet Kina Ekspressen er der tale om programmer, som sponsoren, GBtimes, selv har produceret og derved haft suveræn redaktionel indflydelse på. 

SBS har tidligere fortalt MediaWatch, at eventuelle ændringer i programmerne skulle godkendes af producenten. 

Brud på public service-regler? 
Radio- og tv-nævnet interesserer sig også for, om Nova fm har brudt forbuddet mod sponsoreringer af aktualitets- og nyhedsprogrammer, der indgår i kanalens public service-virksomhed.

Det er relevant for Nova fm, der fik sendetilladelse på det landsdækkende FM 5 net, der også medfører nogle public service-forpligtelser.  

Hvis 'Kina Ekspressen', som SBS selv kalder kulturformidling, vurderes at falde ind under betegnelsen aktualitet eller nyhedsprogram, kan det altså tolkes som en tilsidesættelse af disse regler.  

To ugers svarfrist
SBS Radio skal aflevere sin redegørelse til nævnet inden 12. februar i år. Derefter vil nævnet tage stilling til, hvad der skal ske. 

Den mest almindelige sanktion er en påtale, men i særligt alvorlige tilfælde kan nævnet også inddrage sendetilladelser. 

SBS Radio regner ikke med, at sagen vil få konsekvenser, når radioen næste år skal forny Nova fm's sendetilladelse på FM 5-båndet. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også