Kilder: Discovery vil formentlig frasælge SBS Radio

Opdateret: Hvad vil Discovery-koncernen stille op med sit nye nordiske radioselskab, SBS Radio? Frasalg er nok mest sandsynligt, spår fagfolk.
Per Fanefjord Laursen

Opdateret: Radiomediet indgår ikke i Discovery Communications forretningsprofil i nogle af markederne.

Ét af spørgsmålene efter Discoverys december-opkøb af SBS er således, hvad koncernen stiller op med det nordiske radioselskab, man fik med, påpeger MediaWatch-kilder.

SBS Radio Nordic, inklusive Finland, tæller 15-20 radiostationer - heraf seks i Danmark.

“Jeg gætter her, men Discovery har mig bekendt ikke de store erfaringer med at drive radio nogen steder i verden, så et frasalg af SBS Radio virker bestemt ikke urealistisk,” siger Trading Director Claes Braagaard. OMD.

Head of Media Kim Angel, fra konsulentvirksomheden Wilke, spår, at Discovery vælger at se tiden an. Prisen på SBS-koncernen var bl.a. bygget på den tilstand, som radiodelen er i, så medmindre Discovery har brug for at skære underskudsgivende forretning fra her og nu, vil man formentlig arbejde med bundlinjen, og enten høste frugterne, eller vente på at kunne sælge på et tidspunkt, hvor man kan få lidt mere for varen, end man har givet.

Findes en køber?
Kim Angel tror spørgsmålet skal vendes om: er der købere til en nordisk radiovirksomhed i dagens mediamarked?

“Det skal i hvert fald være en risikovillig aktør, da radiodelen på nordisk niveau i SBS slås mod røde tal på bundlinjen og et udfordret reklamemarked. En sådan risikovillig aktør har jeg svært ved at få øje på, men det handler selvfølgelig om, hvilken pris Discovery i givet fald vil være villig til at sælge til samt hvilke stordriftsfordele en ny ejer forventer at opnå,” siger han.

SBS vil ikke oplyse sin radioomsætning på nordisk niveau, men afviser, at det er en forretning som kæmper med røde tal på bundlinjen.

Skulle man vove det ene øje, mener Kim Angel, at Clear Channel kunne være interesseret, hvis SBS Radio bliver sat til salg. CC er ikke involveret i radio på de nordiske markeder i dag, men er det på internationalt niveau. Desuden er der en etableret salgsorganisation i Norden med traditioner, lyder det fra Kim Angel.

Uforløst potentiale
Discovery driver ikke radiostationer andre steder, noterer GroupMs trading Director Kenneth Brenøe sig, men han siger:

“Jeg tror nu alligevel, de vil beholde radioerne. SBS Radio er en god forretning i Norge og Sverige. Og i Danmark er man lige startet med det nye set-up, efter opkøb af Radio100. Så her er der stadigvæk et uforløst potentiale, som vi ikke har set udrulle sig endnu. Så med mindre de af princip ikke ønsker at drive en radiostation, vil jeg mene, at der er god mening i at beholde den. God indtjening, hvor der stadigvæk er potentiale for vækst.”

Ender det med et frasalg, kunne det blive et isoleret frasalg af den danske radiodel, som muligvis kunne finde en køber i selskabet nye direktør, radiomanden Jim Receveur, spår kilder.

Discovery's topledelse vil først kommentere på sine radioplaner, når overtagelsen er godkendt af konkurrencemyndighederne, oplyser man til Mediawatch.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også