S: Nødvendigt med lyttertal fra 24syv

Lyttertal hører med i bedømmelsen af Radio 24syv, siger medieordfører Mogens Jensen (S). Radioen har netop takket nej til målinger fra Gallup efter uenigheder med DR.

Opdateret kl. 13.10. Det er ikke lige meget, om der er 50.000 eller 500.000, der lytter til den nye Radio 24syvs programmer. Det slår medieordfører Mogens Jensen (S) fast. Radio 24syv har netop sagt nej til at indgå i aftalen om Gallup-lyttermålinger sammen med DR og de kommercielle radioer, fordi man ikke har kunnet nå til enighed med DR om at dele public service-radioernes regning for de kvantitative målinger fra Gallup ('Portable People Meter’-målinger).  Radio 24syv vil indhente de kvalitative lyttertal, de skal - hvordan er dog endnu uafklaret.

"Det er en del af det grundlag, radioen skal bedømmes på. For mig og mange andre har det en betydning, om de når 50.000 eller 500.000 lyttere for de 93 millioner kr., de får om året," siger Mogens Jensen.

"Lyttertallene skal sammenholdes med kvaliteten af indholdet, men selvfølgelig har det også betydning, hvilken udbredelse radioen har," siger Mogens Jensen, der umiddelbart mener, at  det lyder som en unfair fordelingsnøgle, at Radio 24syv skulle betale halvdelen af de knap seks mio. kr., Gallups lyttermålinger for public service-radioerne koster - sådan som det er en del af aftalen mellem DR, Gallup og de kommecielle radioer. En aftale, der blev indgået, inden Berlingske People A/S vandt FM4-koncessionen.

"Uden at kende forklaringen bag, synes jeg, det lyder lidt mystisk, hvis én radiostation skal betale halvdelen af, hvad det koster at få målt DR's kanaler også. Det lyder umidelbart mærkeligt," siger Mogens Jensen.

24syv sendetilladelse er udstedt af og hører under Radio-og tv-nævnets myndighed. Ifølge formanden for Radio og tv-nævnet Christian Scherfig er der ikke juridisk noget i vejen for at undvære de kvantitative målinger - radioen er kun forpligtet til at levere .

"Radio 24syv er ikke forpligtet til at levere lyttertal, og er de deres gode ret til at sige nej til aftalen med Gallup. Radioen er også i sin gode ret ifølge koncessionen til selv at bestemme, hvem der skal foretage de analyser af lyttertilfredshed, som radioen er forpligtet til at levere," siger Christian Scherfig.

- LR, PFL

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også